To veje til samme mål
Prøv at nærlæse, hvad chefkonsulent Susanne Krawack fra tænketanken Concito skriver i artiklen Flere veje til en grønnere transportbeskatning.
"Afgift på erhvervstrafik vil betyde, at transport bliver betydeligt dyrere.
Det vil skabe en konkurrence mellem transportørerne om at reducere de negative eksterne effekter, og det vil betyde, at varer, der transporteres langt, bliver lidt dyrere end tilsvarende varer, der når frem til forbrugeren med mindre transport.
Helt som det bør være i en grøn transportbeskatning."
Concitos formål er at medvirke til lavere udslip af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af global opvarmning. Det er et godt formål, som vi også støtter; men det skal nås på den rigtige måde.
Hvem er Susanne Krawack?
Civilingeniør Susanne Krawack er chefkonsulent og konstitueret direktør i tænketanken Concito. Inden da var hun medarbejder i Transportrådet til det blev nedlagt i 2002, derefter direktør i den rådgivende ingeniørvirksomhed Tetraplan, der har mange offentlige kunder. Senere blev hun direktør i Trekantområdet.
Hun er altså ikke en hvem som helst, men én som man kan regne med finder lydhørhed i nogle politiske kredse.
Skat på konkurrencedygtighed
Det, forslaget går ud på, er det samme som at lægge skat på Danmarks konkurrencedygtighed. Danmarks nationalprodukt er for 55 procents vedkommende afhængigt af eksport.
Danmark har i forhold til de økonomiske centre i Europa en beliggenhed, som sender varerne ud på en længere vej end konkurrenternes. En fordyrelse af denne vej vil omsætte sig i mindre salg, mindre beskæftigelse, mindre velstand også mindre skatteprovenu, nemlig skat på indkomst.
Sort transportbeskatning
Hvad får vi så for det?
Grøn transportbeskatning, siger hun.
Sort transportbeskatning, vil jeg kalde det. Vi får en nedadgående velstandsspiral, som vil udhule samfundets muligheder for at tage sig af sine problemer.
Ingen regulering af adfærden
Det regnestykke, som ligger bag en transportafgift efter Concitos model, holder ikke. Det er ikke en farbar vej.
Erhvervstransporten vil fortsætte. Varerne skal jo frem - med eller uden afgift. Det, der skal ligne adfærdsregulering, vil fungere som ren skatteopkrævning og have ingen - eller kun ubetydelig - indflydelse på adfærden.
Tab af velfærd
Danske speditører og danske transportvirksomheder optimerer bedst muligt og mest muligt. Det gør vi, fordi det giver størst konkurrencekraft for branchen og kunderne.
Det smitter af på klimaet i forholdet 1:1.
Afgifter vil måske betyde færre afgange, men det vil være på grund af tabt eksport. CO2-besparelsen vil være for intet at regne i forhold til den velfærd, vi taber. Det vil ikke løse den udfordring, som eksisterer.
Ingen enten/eller
Nogen vil måske spørge: Kan man ikke bare vælge mellem ENTEN færre drivhusgasser med mindre global opvarmning ELLER vækst med velstand?
Nej, det kan man ikke, for det kræver betydelige midler, hvis man vil forfølge klimamålene. De midler vil komme til at mangle, når samfundets indtægtsbase udhules.
Klimaproblematikken er reel nok, også når det gælder logistik og transport. Vi må bære vores del, og der er måder at håndtere den på, som ikke virker ødelæggende på det, vi skal leve af.
Vi må ikke begrænse mobiliteten
En realistisk holdning til transport og drivhusgasser fandt man efter min mening hos transportminister Magnus Heunicke, da han talte på Driving Green-messen i Øksnehallen i København den 28. august.
Han blev citeret for følgende:
"Transportens CO2-udledning er en vanskelig udfordring, som der ikke findes nogen enkel løsning på. Jeg kan ikke forestille mig et samfund uden vækst. Vækst forudsætter, at vi udvikler og udbygger mobiliteten, så den matcher behovet."
"Grøn trafik må derfor ikke komme til at handle om at begrænse mobiliteten for borgerne og erhvervslivet. Grøn trafik skal handle om at forbedre den måde, vi bruger og udvikler mobiliteten," sagde Magnus Heunicke.
Alternative metoder
Ministeren afviste ikke alternative drivmidler, men understregede, at fossile drivmidler vil stadig findes i en overskuelig fremtid. Det er brugen af dem, der skal effektiviseres.
Han fremhævede teknologiske tiltag som brugen af modulvogntog, intelligente trafiksystemer og bedre kollektiv passagertransport.
De to klimapolitiske standpunkter er udtryk for to helt forskellige tilgange. Susanne Krawacks er en totalløsning uden hensyn til situation og sammenhæng. Transportministerens er en pragmatisk, trin-for-trin model, som anerkender, at et samfund behøver vækst for at kunne finansiere nytænkning.
Susanne Krawack skal ikke have utak for at tydeliggøre den kompromisløse holdning til transportens rolle i sammenhæng med en klimadagsorden.
Jeg vil håbe, at alle, der har noget at skulle have sagt, vil læse, hvad hun skriver - og vælge at gøre noget andet.