Åbent hus hos årets transportvirksomhed
Fredsø Vognmandsforretning på Mors fejrer kåringen til Årets Transportvirksomhed.
Det skal fejres nu. I dag fredag den 20. juni inviterer han alle interesserede til åbent hus i vognmandsforretningen.
- Vi slår dørene op for alle interesserede. Vi vil gerne vise en vognmandsvirksomhed i funktion, siger Benny Nielsen i invitationen.
Man kan se, hvordan lastbilerne er indrettet, og hvilke typer opgaver, forretningen udfører.
Åbent hus arrangementet finder sted kl. 13.00-16.00 på Industrivej 3, Nykøbing Mors.
Forrest når det gælder trafiksikkerhed
Fredsø Vognmandsforretning har en klar politik for trafiksikkerhed. Den er skrevet ned i en håndborg, som er udleveret til alle chauffører. I 2009 blev der indført alkolåse i de første lastbiler. I dag er alle lastbiler udstyret med alkolåse. Firmaet kræver også af sine chauffører, at de ikke kører over 82 km/t. Lastbilerne skal følge den øvrige trafik og ikke genere de andre trafikanter. Firmaet forventer også, at alle chauffører udviser en positiv adfærd på landevejene. De skal altid have frit udsyn og korrekt indstillede spejle.
Det var initiativer som disse, der gav Benny Nielsen sejren. Og nu kan man opleve virksomheden og dens medarbejdere.