Mand dræbt i trafikulykke ved Ringkøbing
En mand blev tirsdag dræbt, da han kom over i den forkerte side af vejen og ramte en lastbil.
Ulykken skete på Herningvej, hvor manden i sin personbil kommer over i den forkerte kørebane og rammer en lastbil.
- Lastbilchaufføren opdager, hvad der er ved at ske, og forsøger at undvige, fortæller Anders Tornegård Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.
- Lastbilen havner i grøften, og personbilen rammer den på forreste venstre hjørne, fortsætter han.
Ved sammenstødet bliver føreren af personbil dræbt på stedet, mens lastbilchaufføren, der ikke er kommet alvorligt til skade, bliver bragt til Herning Sygehus.
Ulykken sker på en helt lige vej, og politiet ved ikke, hvorfor manden i personbilen kommer over i den forkerte kørebane.
- Det kan der være mange grunde til, som for eksempel uopmærksomhed, men vi ved ikke, hvorfor det sker, understreger vagtchefen.
/ritzau/