Formand med stort sælger-gen
Debatten blev mere blodfattig, da Ove M. Pedersen trak sig som formand i Nordre Birks Vognmandsforening. Han har dog ikke mistet talergaverne
Vognmand Ove M. Pedersen, som fylder 80 år den 26. maj, har i den grad været i stand til at sætte sit præg på den altid livlige og stadigt eksisterende debat om hvilken vognmandsorganisation, der er bedst.
Meningsdannelsen i vognmændenes organisationer blev oratorisk en del mere blodfattig, efter generalforsamlingen i 2007 i Nordre Birks Vognmandsforening, da han holdt sin sidste formandsberetning, Det skete efter 16 år som formand og 34 år som bestyrelsesmedlem. Kun få har siddet så længe i en vognmandsforenings bestyrelse.
Som en markant og rutineret debattør blev Nordre Birks synspunkter altid forfægtet med ægte entusiasme. Altid markerede han sig som en overbevisende repræsentant for sin forening og medlemmerne.
Han kunne også den vanskelige kunst at få vognmændene til at arbejde sammen. Som en af arkitekterne bag fusionen med Frederiksborg Amts Vognmandsforening sørgede han for, at den noget større Nordre Birks Vognmandsforening hurtigt kom til at fungere. Og det gør den stadig.
Taleretten bevaret
Ove M. Pedersen er fortsat engageret i, hvad der foregår i organisationerne. På generalforsamlingerne i Nordre Birk fremfører han stadig sine meninger meget direkte og
uden omsvøb. Det kan ikke laves om på. Som æresmedlem har ellers ingen taleret, men den regel har han omgået at bevare sit aktive medlemskab af foreningen.
Han er naturligvis også æresmedlem af DTL og deltager i organisationens generalforsamlinger. Vist nok meget mod hans vilje er der ingen taleret for æresmedlemmer.
Til gengæld får de og deres ægtefælle en gratis billet til hele showet med generalforsamling, dametur, aftenfest, overnatning og morgenbuffet.
Snusfornuftig økonomi
Ikke mindst i sin tid som formand udnyttede Ove M. Pedersen den fordel, at naturen har udstyret ham med et særligt tale- og sælgergen. Hvis han ikke havde valgt at købe en del af sin svigerfars vognmandsforretning i 1963, var han garanteret endt som supersælger.
Selv om der efter hans eget udsagn var udsigt til en avance på over 100 pct. på salg af sportstøj, har han aldrig fortrudt valget som vognmand. Også selv om det måske ikke kaster så meget af sig.
Konsevative dyder
Økonomisk har Ove M. Pedersen altid holdt sig til de gode gamle og konservative vognmandsdyder.
Man bruger kun de penge, man har. Ikke noget med dyre og risikable banklån. Forretningsmæssigt er det måske forkert at kalde ham nærig. Snusfornuftig påholdenhed er nok mere dækkende.
Styringen af Holte Flytte- og Vognmandsforretning ApS er nu overladt til sønnen Klaus M. Pedersen. Virksomheden, som er ældste i den gamle Søllerød Kommune, blev meget betegnende grundlagt 1. november 1897 samme år som Nordre Birks Vognmandsforening.
Rekordhøst
af medaljer
Med et søvnbehov på kun fem timer i døgnet var der i et travlt forretnings- og organisationsliv også plads til idrætten. Det blev brugt til at koble af og klare hjernen. I alle årene var det en naturlig del af hans hverdag at anvende idrætten til at oplade batterierne.
Ove M. Pedersen er givet den vognmand, der som aktiv atlet har vundet flest medaljer. Det er blevet til ikke færre end 44 danske mesterskaber inden for så vidt forskellige discipliner som 1.500 meter løb, stangspring og 50 km. langrend på ski. Dertil kommer endnu flere sjællandske mesterskaber.
Det sidste mesterskab vandt han i langrend, da han var 66 år. Vist nok i pensionistklassen.
Efter eget udsagn er han også den stangspringer, der har løbet den hurtigste 1.500 meter. Det var ved et sjællandsmesterskab i tikamp. Tiden var 4 minutter og 22 sekunder.
Nu er atletikken stiftet ud cykling og lidt golf samt ophold i sommerhuset i Hundested.
Det vigtige netværk
Ove Pedersen anslår, at han i sit lange og særdeles aktive liv har været i nærkontakt med næsten 30.000 af de lokale indbyggere. Enten som repræsentant for vognmandsforretningen eller som repræsentant for idrætten.
Han er ikke i tvivl, at det personlige kendskab betyder utroligt meget, når man driver en erhvervsvirksomhed.
- Annoncer har deres betydning, men det er altså vognmandens eget netværk, der tæller mest, siger den snart 80 år gamle vognmand, som stadig har gejsten i behold.
På dagen er der reception på Skovlytoften 24 i Holte, hvor familien Jensen spiller jazz.