Vognmænd vælger med tegnebogen
KRUMMEN. Vognmænd vælger det, der økonomisk bedst kan betale sig, ikke en ideologisk kamp. Det skriver Transportmagasinets kommentator, Poul Rudolf.
Knapt 650 transportvirksomheder kan nu skrive et ITD-medlemskab på visitkortet. Organisationen har også en fornuftig økonomi og er ikke som DTL tvunget til at tære på formuen på grund af dalende medlemstal.
Meget tyder på, at ITD medlemsmæssigt har valgt den rigtige strategi. Økonomisk fornuftige servicetilbud - og nogle af tilbuddene er så gode, at selve kontingentet til ITD ikke er den store økonomiske belastning. I nogle tilfælde er det næsten gratis.
Det er måske derfor, at mange DTL-medlemmer med formand Jørgen Egeskov i spidsen også er medlem af ITD.
Det betaler sig
De mere liberalistiske og internationale tanker, som ITD overordnet står for, har næppe den store betydning for medlemsfremgangen. Foreningen har også gjort sig store anstrengelser for at komme væk fra det gamle image som en organisation for eksportvognmændene. Nu er alle vognmænd velkomne - også de selvkørende.
De fleste vognmænd vælger deres organisation ud fra økonomiske overvejelser. Der bliver i hvert fald færre, som vil betale til det politisk krudt, der fyres af mod de lavtlønnede østeuropæiske chauffører.
Mange vognmænd har for længst fundet ud af, at der ikke er meget overlevelse i at satse på beskyttelse mod den internationale konkurrence, der altid vil være på de danske landeveje. De tror ikke på, at det danske transporterhverv har en fremtid som en beskyttet andegård i det store EU-område.
De barske realiteter
I kampen for at overleve tvinges vognmændene til at forholde sig til noget så ubehageligt som de barske realiteter. De tvinges til at indrette sig efter virkeligheden og dens nye muligheder. Det har skabt en del vindere.
Vognmændene ved godt, at DTL er bedst til skaffe erhvervspolitiske resultater. Det vil de måske gerne belønne, men en hel del mener ikke, at DTL med den nære tilknytning til 3F, er deres naturlige ståsted. Den tætte pardans med 3F skræmmer givet nogle væk. DTL opfattes som lidt for meget af en fagforening, der kun kæmper mod cabotage og social dumping. Den nedadgående medlemskurve taler sit tydelige sprog.
Dødskamp overtaler ingen
Kampen mod cabotage kaster tilsyneladende ingen nye medlemmer af sig. Der synes ikke at være den store forståelse for DTLs melodramatiske påstand om, at der er tale om en kamp mellem liv og død for den danske transportbranche.
De nøgne og ubehagelige fakta viser, at DTLs trofaste medlemsskare har indskrænket sig til en menighed på 2.000 sjæle. Lige som i folkekirken bliver der stadigt færre troende og betalende medlemmer. Folkekirken har staten i ryggen. DTL må nøjes med velmenende politikerord og ellers klare sig selv. Det har sine omkostninger stædigt at fastholde en bestemt politisk kurs.
