Borgmestre raser: Storebæltsbro bruges som malkeko
To borgmestre klandrer regeringen for at ville trække en milliard kroner årligt ud af Storebæltsbroen A/S.
Borgmestrene i Nyborg og Slagelse kommuner, Kenneth Muhs (V) og Sten Knuth (V), er rasende over forslaget og mener, at det vil mindske væksten i lokalmiljøet.
- Jeg havde aldrig drømt om, at et sådant forslag kunne bringes i spil. Afgiften på Storebælt er jo netop med til at hæmme væksten, og nu vil regeringen så udsætte betalingen af Storebæltsbroen.
- Dermed vil det gå længere tid, før vi får fjernet den toldmur, som brotaksten er, siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs til Fyens Stiftstidende.
I løbet af de næste fem år skal der tages en milliard kroner fra Storebælt A/S, lyder en af regeringens anbefalinger. Det betyder, at gælden på broen bliver udskudt et år og først er betalt i 2030 i stedet for 2029.
- Et års forlængelse lyder måske ikke af så meget, men det er grotesk at bruge Storebæltsbroen som en malkeko til at finansiere afgiftslettelser andre steder.
- Min frygt er, at man bliver ved med at udskyde tilbagebetalingstiden, så vi aldrig slipper af med broafgiften, siger Kenneth Muhs til Fyens Stiftstidende.
Slagelse Kommunes borgmester Sten Knuth er enig.
- Det er vigtigt, at brotaksten bliver sat ned eller helt fjernet. Den hæmmer mobiliteten og rammer især kommuner, der i forvejen er særligt udfordret.
- I Slagelse har vi høj arbejdsløshed og lavt uddannelsesniveau. Hvorfor skal den del af landet nu være med til at finansiere en vækstpakke for hele landet. Det her er med til at forstærke vandringen fra land til de store byer, siger Sten Knuth til Fyens Stiftstidende.
Kenneth Muhs mener, at Nyborg og hele Fyns erhvervsliv og evne til at tiltrække nye indbyggere bremses af brotaksten.
- Så jeg vil nu rejse sagen i det fynske borgmesterforum og for landspolitikerne i mit parti. Skal tilbagebetalingstiden på Storebælt forlænges, skal det være for at sætte brotaksten ned, siger Kenneth Muhs til Fyens Stiftstidende.
/ritzau/