Kvinde død efter sammenstød med brandbil
En 68-årig kvinde er død af de kvæstelser, hun pådrog sig, da en bil, som hun sad i, blev ramt af en brandbil under udrykning i et vejkryds i Fredericia mandag formiddag.
Ulykken skete mandag formiddag i glat føre i krydset Snoghøj Landevej og Erritsø Bygade.
Kvinden var passager i personbilen, der blev ført af hendes jævnaldrende mand.
Hun blev hårdt kvæstet ved ulykken og døde senere mandag af sine kvæstelser. Også manden blev hårdt kvæstet ved ulykken. Han er imidlertid uden for livsfare.
Ved sammenstødet med brandbilen, der er en såkaldt autosprøjte fra Fredericia Brandvæsen, blev parrets bil slynget ind i en anden personbil, der blev ført af en 48-årig kvinde. Hun slap fra ulykken med mindre skader.
Mandskabet på brandbilen kom ikke noget til.
Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder ved ulykken, oplyser vagtchefen.
/ritzau/