23948sdkhjf

Venstre foreslår plads til flere og større lastbiler

Modulvogn via Spodsbjerg-Tårs og højere totalvægt for 7-akslede vogntog er blandt emnerne i forårets trafikforhandlinger
Modulvogntog på alle statsveje og højere totalvægt for 7-akslede vogntog er blandt de emner, som trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) lægger på bordet i den grønne trafikforligskreds (alle bortset fra Enhedslisten), som diskuterer snart alt fra natdistribution til Kattegatbro i de kommende måneder.

- Nogle vognmænd er fortsat tilbageholdende med at investere i modulvogntog på grund af den midlertidige karakter for forsøget i Danmark. Der er behov for en politisk afklaring af fremtiden for modulvogntog efter 2016, så der kan investeres i tillid til, at denne succesfulde ordning bliver permanent, fastslår Kristian Pihl Lorentzen.

Han foreslår åbning af hele statsvejnettet for modulvogntog med de cirka 1000 km, som endnu ikke er åbnet for de 25,25 meter lange lastvogntog.

Den korteste vej Odense-Femer

- Vi foreslår et rent snit – at man simpelt hen kan køre med modulvogntog på samtlige statsveje. Vi har bedt om at få beregnet, hvad det koster. Der er cirka 1000 km tilbage, og så kan vi lige så godt få dem med. Det gavner erhvervslivet her og nu i form af færre omkostninger, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han har tillige et konkret forslag om at inkludere Odense-Rødby via Spodsbjerg-Tårs i rutenettet. Det kan gøres for omkring 700.000 kroner.

56 ton er på vej

Kristian Pihl Lorentzen betragter en forhøjelse af totalvægten for 7-akslede vogntog fra 54 til 56 ton som en naturlig opfølgning på forhøjelsen for 6-akslede, der blev øget fra 48 til 50 ton ved årsskiftet, og det gør man såmænd også i regeringen.

- Jeg er enig med Kristian Pihl Lorentzen om akseltryk, og det har vi også sat i proces, siger trafikordfører Andreas Steenberg (R).

En højere vægtgrænse for 7-akslede vogntog er derfor ikke urealistisk, hvis man får løst problemet med broerne, som ikke kan bære tungere lastvogne. ITD mener, at den højere vægtgrænse kunne følges af restriktioner for 4-akslede lastbiler med en 3-akslet kærre samt krav om mindst fire meter mellem lastbilens bageste og kærrens forreste aksel.

Stillebiler til natlevering

Videre foreslår Kristian Pihl Lorentzen, at støjsvage lastbiler kan foretage varedistribution i ydertimerne i Københavns Kommune til butikker, der er mærket "miljøbutik".

- Vi har også kig på 100 millioner kroners-puljen, hvor kommunerne kan søge tilskud til projekter i tilknytning til statsvejnettet. De penge skal ud hurtigt at arbejde. Der er ansøgninger for en halv milliard, betoner Kristian Pihl Lorentzen. Puljen finansierer eksempelvis en yderligere motorvejsrampe, hvor der kun er rampe i den ene retning.

Endelig lægger han op til, at taksterne for banegods sænkes på Storebælt samt en alternativ løsning for godstog på Ringsted Station.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079