23948sdkhjf

Innovativt undergrundsfirma

Leif M. Jensen i Glostrup er eksemplet på en virksomhed, der begyndte som lille vognmandsforretning, og hvor målet nu er at blive Nordens mest betydningsfulde virksomhed indenfor kloakløsninger.
De besværlige opgaver klarer de med det samme. De umulige tager måske en dag ekstra. Sådan er opfattelsen i hvert fald hos kunderne i forhold til kloakservicefirmaet Leif M. Jensen i Glostrup.

De fleste af os har set de orange lastbiler i gadebilledet – oftest i fuld gang med at arbejde ved en kloakledning et sted i Danmark. For sammen med datterselskabet NKI i Aalborg bliver de ofte valgt til at løse et umiddelbart uoverskueligt problem.

Men det stod ikke skrevet nogle steder, at vognmand Leif M. Jensens lille vognmandsforretning, han stiftede i 1942, skulle blive til en af landets største virksomheder på sit felt, der løser kloak- og andre underjordiske rørløsninger både herhjemme og i udlandet.

- Han købte den første slamsuger 10 år senere – og i dag har vi over 100 køretøjer, alle specialbiler, der gør det muligt at løse selv vanskelige opgaver, siger 68-årige Anker M. Jensen, der har været i firmaet siden 1962.

Avanceret udstyr

En ikke tidligere udført opgave løses først, når medarbejderne har konstrueret specialværktøj til den specielle opgave. Det kan være dæksler, der sidder fast, eller hvis der er problemer med indsnævringer i rørsystemet.

Men generelt er det ikke husflid, der udgør materiellet – men avanceret udstyr og lastbiler, der opfylder de nyeste miljønormer.

Der anvendes dyrt kameraudstyr, minigravere, højtryks-spulere og særlige såkaldte cutter-vogne, der skærer "strømper" til, så de passer til side-kloakens udløb. Der arbejdes med Insituform "relinings-strømper", når der udføres opgravningsfri renovering af kloakrør. Desuden genbruges store mængder vand, når man renser landets ledninger.

Firmaet er langsomt vokset med opgaverne, som man har lært at løse for kunderne.

- Kundekontakten har altid været det vigtigste parameter for os, og ofte har vi nærmest fået direkte familiære relationer med kunderne. Man kan vel kalde det et slags partnerskab, siger Claus Buus, gennem otte år direktør i familieforetagendet. LMJ, som firmaet kaldes i daglig tale.

Generationsskifte

Firmaet står midt i sit andet generationsskifte, idet Anker M. Jensens to døtre ligeledes er en del af den daglige ledelse.

Så mange år i branchen giver store erfaringer, som kommer kunderne til gode hver dag – og som er med til at vinde de licitationer, mange af opgaverne hentes på. 70 pct. af kunderne er offentlige myndigheder, 30 pct. er private firmaer. Mange opgaver kommer også fra forskelligartede kunder, der står med et akut problem.

- Vi er vel med i to-tre licitationer hver dag – og derudover kommer så de andre daglige bestillingsopgaver. Vi har oparbejdet det bedste grej, vi har de bedste folk, vi er hurtigere og er bedst til opgaverne. Og så giver vi op til 100 års garanti på vores strømpeløsninger. Vores opgaver er mest i Danmark, men vi arbejder også i Europa – senest i Stockholm, men vi har løst opgaver helt i Thailand, siger Anker M. Jensen.

Ofte hiver de store jobs de små med sig, for når der er løst en kompliceret opgave, ringer kunderne også til de mere simple kloakopgaver.

Vigtigt med foreningsarbejde

- Men der er sket meget de senere år, og vi skal følge med – og ofte møder vi licitationer på tre-cifret millionbeløb, hvor man tidligere næsten kunne ryste på hånden, når man skulle underskrive en kontrakt på et par mio. kroner – men ting bliver større. Endnu har vi ikke haft store EU-projekter – for her er flydende affald, som er vores speciale, ikke kommet på dagsordenen, siger Anker M. Jensen.

Han understreger, at meget af den erfaring, han har hentet, er sket i foreningsarbejde i Danaffald og i DTL – sidstnævnte som formand i en årrække. Det har været med til at præge fremtiden.

Man gør meget i forhold til uddannelse & sikkerhed – bl.a. gennem et udviklingsprojekt sammen med Codan og Danmarks Tekniske Universitet (DTU)

Et andet udviklingsprojekt var "Tag plads i førerhuset" – hvor man i et samarbejde med Dansk Transport & Logistik (DTL), otte kommuner i Storkøbenhavn, Transport Uddannelses Centret (TUC) og Foreningen Nydansker, lykkedes med at tiltrække nydanskere til arbejdet som chauffør.

Løbende høj kvalitet

Der er både lovbestemte, såvel som kunde-specifikke uddannelser, som skal holdes ajour – et puslespil for at kunne servicere de mange og forskellige store kunder.

- Under Dansk Byggeri har vi en kontrolordning, der hedder DTVK, og som sikrer at vores TV-operatører skal bestå en eksamen. Der tages også stikprøver af det udførte arbejde fire-otte gange om året.

Det garanterer en løbende høj kvalitet. Derudover har vi lige nu 10 mand i træning. De går som "føl" med de andre medarbejdere.

Leif M. Jensen:

Stiftet 1942

Direktion: Anker M. Jensen.

Bestyrelsen: Inger Jensen, Anker M. Jensen, Lykke M. Jensen, Helle M. Jensen, Sonny H. Nielsen

Kørende materiel: 100 enheder.

Kundefordeling privat/offentlig: 30/70 pct.

Garanti på udført strømpearbejde: Op til 100 år.

Flådestyring: Kyborg & M.Tec

Miljøcertificering: ISO 14001.

Sikkerhed: O-uhelds målsætning.

Regnskab (2012/13)

Omsætning: 170 mio. kr.

Egenkapital: 24 mio. kr.

Soliditetsgrad: 22

Medarbejdere: 170
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078