23948sdkhjf

Knud Erik Lauridsen er død

Den perfekte laugsbestyrer. Sådan beskriver oldermand i Kjøbenhavns Vognmandslaug, Jørgen K. Jensen, den tidligere laugsdirektør.
Det var med sorg, at vi modtog budskabet om, at vores tidligere direktør i Lauget og i Dansk Møbeltransport Forening, Knud Erik Lauridsen, er død 71 år gammel.

For os laugsmedlemmer var Knud Erik en institution. Han var i høj grad med til at udvikle "kontoret" på Alhambravej til hjemsted for en af de mest professionelle organisationer i den danske transportverden.

Han var i besiddelse af en iskold ro og kendte tilsyneladende ikke begrebet stress. Han var altid god at have med i forhandling om en sag, der var gået i hårknude. Det nød også hans tidligere kolleger i DTL godt af.

Den faglige direktør

Knud Erik var den besindige, den tænkende og ikke mindst den faglige direktør, som ingen medlemmer gik forgæves til. De lovlige problemer blev løst uden større vanskeligheder. Hvis problemer tangerede noget, der var på kanten, fik han på sin egen stilfærdige måde den pågældende til at tænke sig om en ekstra gang. Der skulle være orden i tingene.

Knud Erik deltog i alt af betydning for Lauget og møbeltransportørerne. Han viste, hvad der var godt for medlemmerne. Han var så entusiastisk, at man skulle tro, at han havde allieret sig med Laugets sjæl.

Tre oldermænd

I løbet af 16 år og en måned som perfekt laugsbestyrer nåede han at betjene tre oldermænd.

Han blev i 1994 ansat af den særdeles farverige oldermand Bent Heick, som var god til at samle på de rigtige medarbejdere. I Knud Erik fandt han den rette mand til at styre Lauget i dagligdagen. Bent Heick var utrolig stolt over at være laugsmedlem, og den stolthed smittede helt automatisk af på Knud Erik.

Knud Eriks næste oldermand var Anker M. Jensen, som udskiftede titlen som kontorchef til adm. direktør. Som professionel forretningsmand så han en fordel i, at han og laugsbestyrelsen kunne koncentrere sig om at udstikke politikken. Det var direktørens ansvar at udmønte den i praksis, og det gjorde Knud Erik til topkarakter.

Der blev ikke ændret på den politik, da jeg trådte til som oldermand. Vi havde et meget tæt samarbejde til gavn for både møbeltransportører og laugsmedlemmer, indtil Knud Erik for fire år siden valgte at gå på pension.

Fodbold

Heldigvis var det ikke altid vognmænd og deres problemer, som fyldte Knuds Eriks tilværelse. Ud over et tæt familieliv med sin kone Løkke, børn og børnebørn, havde han også en stor kærlighed til fodbolden. Mangel på medfødte boldevner fik ham til af vælge dommergerningen. Først som dommer og senere som en meget anerkendt dommerbedømmer med både Parken og Brøndby stadion som "hjemmebane."

Der var også plads til det sociale. Sammen med gamle venner mødtes han en gang om året i et klublokale i B 73 i Slagelse, hvor der blev spillet præmiewhist. Naturligvis om penge suppleret med god mad og gode drikke.

Knud Erik, der døde i påsken og blev begravet 23. april, var sine venners ven.

Æret været hans minde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063