Lokal kørsel forpligter
ØSG er et lokalt fragtmandsfirma på Kolding-egnen. Med sine 35 lastbiler fylder virksomheden meget i det lokale trafikbillede. Derfor er det afgørende, at der er styr på sikkerheden.
Vognmandsfirmaet Ø.S.G. er en del af Danske Fragtmænd. Firmaet henter og bringer pakker ud i postnumre i Kolding, Fredericia, Børkop, Vamdrup og Vejen.
I den forbindelse har firmaet mange leverancer til skoler og butikker på gågaderne. Her færdes et mylder af mennesker. Kørslen kræver ekstra påpasselighed både for at minimere risikoen for påkørsler og for at skabe tryghed for chaufførerne. Der er investeret i bakkameraer, og der er indrettet en plads, hvor chaufførerne kan fjerne sne og is fra taget, inden der køres ud om morgenen i vintersæsonen.
Tanken om størst mulig sikkerhed for både medarbejdere og medtrafikanter vajer højt - men allerhøjst hersker princippet om at tjene penge.
- Vores fornemmeste opgave er at sørge for, at firmaet tjener penge, siger Henrik Herum.
- Hvis vi ikke tjener penge, eksisterer vi ikke. Også når vi taler om trafiksikkerhed, har det første prioritet, at vi skal tjene penge - eller i det mindste ikke at miste penge. Vi har betalt mange regninger, fordi der er bakket ind i en portved aflæsning. Det har kostet penge hver gang. Hvis nu chaufførerne fik et bakkamera, så måtte de da kunne se, at der er en port, der nærmer sig - og få stoppet bilen i tide.
- Mit primære fokus var at spare pengene; men det var selvfølgelig også vigtigt, at chaufføren kunne køre mere trykt, når han skulle bakke ind i en baggård eller en skolegård. Han kunne måske få øje på én, som ikke har opdaget at bilen var begyndt at bakke.
Det samme gælder med den såkaldte is-bro, som chaufføren bruger, når der skal fjernes is og sne fra taget.
- Jeg ønsker ikke at få en regning, fordi en af vores lastbiler har tabt en stor isklump og ødelagt kølerhjelmen på en bagvedkørende bil. Jeg kan heller ikke have en mand stående på en stige for at fjerne sne og is fra tagt med risiko for, at han falder ned og mister sine tænder, eller det der er værre.
Win-win
- Vores første prioritet er, at vi skal spare eller tjene penge. På den måde er det en win-win situation.
Andre sikkerhedstiltag fra ØSG:
Hastigheden på alle lastbiler er sat til 85 km/t. Det er foretaget ud fra en beregning af, at der skal spares fem procent på brændstoffet i forhold til den maksimalt tilladte hastighed på 90 km/t.
Alle biler er forsynet med Fleet Board flådestyringssystem, så Henrik Herum nøjagtigt kan se, hvad det koster at køre rundt.
Indsats mod de såkaldte elefant-overhalinger.
Møder med chaufførerne
Der bliver jævnligt holdt møder med chaufførerne, hvor alt tages op. Måske har en bilist set en chauffører smide affald ud af vinduet. Måske har en kunde rost en chauffør.
- God reklame er rimelig svært at skaffe, men dårlig reklame kan man få som at knipse med fingrene. Det kommer lige med det samme. Det bliver jeg nødt til at gøre chaufførerne opmærksom på, siger Henrik.
- Det samme med elefantoverhaling. Hvis man som chauffør bliver overhalet af én, der kan køre 1 km/t stærkere, så skal chaufføren slippe speederen og trykke let på bremsen. Man behøver ikke bremse ned til 75 km/t, men bare lige to km ned. Så hjælper man til at mindske kø og frustration i trafikken.
- De 14 biler, der ligger bag den overhalende lastbil, er utrolig vrede på vedkommende. Når de ser, at en af vores chauffører gør noget for at få ham ind, husker de det. Jeg har oplevet, at bilister har ringet ind og rost vores chauffører for det. Det kan jo være, at det er en potentiel kunde.
1.700 leveringer om dagen
ØSG har 60 ansatte, heraf 45 chauffører. Der køres cirka 1.700 leveringer om dagen.
- Varerne skal ud. Der er slet ikke noget at diskutere. Derfor har alle vores disponenter stort kørekort. De er i dagligdagen med til at lede og dirigere bilerne, men de kan springe til ved sygdom eller hvis der pludselig er ekstra travlt.
Øster Snede
Henrik Herum startede selv om chauffør for 24 år siden hos Hans Jørn Jørgensen ved Øster Snede Godstransport, forløberen for Ø.S.G.
Siden blev han medejer af firmaet sammen med Ulrik Riis, som chaufførafløser om sommeren. De to passede godt sammen. I 2005 købte de Hans Jørn Jørgensen ud og overtog efterfølgende fragtmandsfirmaet Svend Hansen Transport i Kolding. Hermed var grunden lagt til det nuværende Ø.S.G. Hans Jørn er i dag bestyrelsesformand, mens Henrik har taget tjansen som adm. direktør. Ulrik deltager i ledelsen, men er altid klar på at hoppe i en lastbil, når det er nødvendigt.
- Jeg er egentlig ikke tal-mand; men jeg har påtaget mig opgaven som adm. direktør, siger Henrik Herum som starter dagen kl. 6 om morgenen på terminalen sammen med sine folk, hvor han hjælper til med at læsse bilerne.
På terminalen hver dag
- Vi går sammen med folkene hver dag fra kl. 6 til 12. Det er her, det hele sker. Efter frokost sætter jeg mig op på kontoret to-tre timer, og så går jeg ned i produktionen igen kl. 15.00 for at hjælpe til med at slutte af og for at høre, hvordan dagen er gået.
- Jeg er dybt involveret i driften. Det er vigtigt, at jeg ved, hvad der foregår. Så kan jeg være med til at træffe nogle hurtige beslutninger, hvis det er nødvendigt. Jeg kan beslutte tingene med det samme og rette til. Hvis der er nogle ting, vi skal have snakket om, kan vi gøre det med det samme.
To-tre gange om ugen har jeg eller Ulrik en snak med lederne fra Danske Fragtmænd om ting, der ikke er i orden. Det kan være ting, der skal laves om eller sager, som skal vendes.
- Det er typisk gods på paller, der ikke er emballeret korrekt, fortæller Henrik og viser nogle skrækkelige eksempler.
- Vi får gods ind på terminalen fra alle områder af landet. Det er hentet af andre fragtmænd og sendt videre i vores system. Det sker, at de acceptere at hente dårligt emballeret gods fra deres kunder. Det nytter ikke at have de bedste chauffører i verden, hvis kunderne ikke pakker deres gods ordentligt. Det kan give anledning til skader, hvis godset vælter eller falder fra hinanden.
Godt makkerskab
Makkerskabet mellem Henrik og Ulrik kører upåklageligt.
- Vi er som mand og kone, griner Henrik.
- Vi er to forskellige typer. Vi har fordelt opgaverne imellem os, så de passer til os. Jeg er nok mere en person, der tager beslutninger med det samme, for så bliver de ikke glemt i en travl hverdag. Ulrik er mere typen, der sørger for at tingene lige bliver tænkt ordentligt igennem.
- Vi skal sætte os ind på de hylder, vi hører til. Det er ikke fordi, jeg er født og vokset op til at være adm. direktør; men jeg kan klare posten med hjælp fra Ulrik. Som jeg sagde i starten: Det, vi kigger på, er tallene. Hvis de ikke har den rigtige farve, kan det hele være lige gyldigt.