23948sdkhjf

Det gør en forskel at forebygge skader

Hos Eriks Fragt i Brabrand lå skadesprocenten alt for højt; men så blev der systematisk sat ind med målrettet arbejde for at nedbringe skader på materiel og gods. Høsten af arbejdet er 20 procent færre skader og tilfredse medarbejdere.
@KATEGORI:NOMINERET 1

For 4-5 år siden blev fragtmandsfirmaet Eriks Fragt i Brabrand kontaktet af deres forsikringsselskab, Codan. De spurgte om de måtte komme ud og hjælpe med at få reduceret omkostningerne til skader.

- Vores skadesprocent var blevet lidt høj, fortæller Martin Lund, der sammen med sin bror Torben og mor Bente arbejder i sin fader Eriks fragtmandsfirma.

- Codan spurgte, om vi skulle gøre noget ved skaderne. Det var vi med på.

Transportmagasinet: Hvad var det for en slags skader?

- Det var ikke noget stort og dramatisk. Det var småskader på godset og materiellet, når chaufførerne for eksempel bakkede ind i noget eller overså en blomsterkumme. Hver skade i sig selv er ikke så dyr, men når de hober sig op, bliver det et betragteligt beløb.

- Mange af skaderne betales jo af forsikringsselskabet; så de er da interesseret i at gøre noget for at få udgifterne ned. Det er vi også.

Skade stop

Transportmagasinet: Hvad foreslog de?

- De foreslog, at vi kom i gang med Codans Skade Stop koncept, fortæller Martin.

- Vi fik tilknyttet en konsulent, som kom ud og så på vores virksomhed. Det blev til et samarbejde med Codan og DTL. En af tingene i skadestoppet er en trafiksikkerhedscertificering i DTL. Det betyder, at vi en gang om året laver en handlingsplan på sikkerhedsområdet. Hvad kunne vi tænke os at arbejde med? Hvad er relevant for os? Hvordan fungerer sikkerhed i vores virksomhed?

- Skadestop er ikke ens alle steder. Det er tilpasset den enkelte virksomhed. Så der blev lavet en handleplan specielt til os. Den følger vi op på hvert år. Vi finder to-tre nye emner at arbejde med hvert år.

Chaufførprofil

Transportmagasinet: Hvad kan det være for emner?

- Sidste år lavede vi en såkaldt chaufførprofil. Det består i en samtale med hver enkelt medarbejder. Målet er at få medarbejderen til at arbejde med det, vedkommende er god til og har det bedst med.

- Vi fik også lavet en kontaktliste for hver enkelt person. Det er en liste over pårørende, vi kan ringe til, hvis der er et eller andet vigtigt. Flere af vores chauffører bor alene. Derfor kender man ikke umiddelbart deres pårørende; men det gør vi nu.

Ergonomi

I år er det målet at arbejde med ergonomi.

- Vi har nogle medarbejdere med rygproblemer, fortæller Martin Lund.

- Vi ser nærmere på, hvordan rygproblemer kan være opstået. Er det noget i deres arbejde? Hvad kan vi gøre for at forebygge? Skal medarbejderne have noget andet arbejde? Har de det godt?

Transportmagasinet: Har rygproblemer noget med trafiksikkerhed at gøre?

- Ja, indirekte. Hvis en bilist har ondt i ryggen, kører han ikke lige så godt som hvis han ikke har ondt i ryggen. Derfor er det en god idé at se nærmere på sådan et emne.

- Vi ønsker at have nogle sunde og tilfredse medarbejdere. Det er også en del af at være en sikker virksomhed. Syv uf af 10 ulykker sker på grund af menneskelige fejl. Så der er altid noget, man kan gøre for at reducere menneskelige fejl.

Glade medarbejdere

Transportmagasinet: Hvad siger medarbejderne til det?

- De er da glade for det. I starten var de nok lidt skeptiske. Det godt virke lidt "langhåret" at skulle sidde og tale for meget om tingene. I transportbranchen har vi hele tiden travlt. Mange gange udfører man bare opgaverne uden at tænke nærmere over det; men der skal egentlig ikke så meget til, før man måske kan gøre tingene på en anden og måske mere hensigtsmæssig måde.

- Da de fandt ud af, at det ikke handlede om at kritisere deres arbejde, bakkede de 100 procent op om det. Det handler ikke om at give medarbejderne et hak i tuden,men at hjælpe dem.

- Vi har en meget åben tone. Hvis der er nogen, som har lavet noget dumt, er vi gode til at tale om det på en pæn og ordentlig måde. Hvad kan vi bruge fejlen til? Hvad kan vi lære af den?

- Det kan være, at der står en blomsterkumme, der på et lidt upraktisk sted ude hos kunden. Så handler det om at give denne besked videre til vores andre chauffører, så de kan passe på, når de kører dette sted.

Veksle erfaringer

- Vognmænd har ofte en konservativ tilgang til tingene. Man handler mere, end man taler sammen. Man gør det, man plejer at gøre - men her mener jeg, at det er vigtigt med en god dialog, så man kan lære af sine fejl og give erfaringerne videre til kollegerne.

- Chaufførerne ved, at de kan komme til mig med hvad, det nu skulle være. Det er ikke kun med hensyn til trafiksikkerhed, men det er på alle niveauer.

Inspirere andre

Transportmagasinet: Bliver andre vognmænd inspireret af det arbejde, I laver?

- Det er ikke kun os, der gør noget ved sikkerheden. Det er vi mange der gør - og vi udveksler også erfaringer. Vi er faktisk en gruppe af fragtmænd, der nu skal til at se nærmere på trafiksikkerhed i Danske Fragtmænds regi.

- Her er det helt naturligt, at vi byder ind med de erfaringer, som vi har gjort med skadestop, chaufførprofiler og trafiksikkerhedscertificering.

- Det er ikke fordi, at vores måde at gøre det på er den eneste rigtige. Vi har fundet nogle ting, der fungerer for os; men nogle af tingene kunne også fungere for andre.

Nede på jorden

- Det, vi har lavet med DTL og Codan, er ikke nogle store, forkromede planer, som tager tid og koster penge. Det er nogle praktiske og simple ting. Det er nogle små ting, men de kan ændre ret meget. Det kan vi se på vores skadesprocent. Den er faldet drastisk. Vi kan se, at det virker.

Hvor meget, der er sparet, kan Martin ikke sige helt præcist; men det er et betydeligt beløb - både for firmaet selv og for forsikringsselskabet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078