Volvo med vrinsk i
En Volvo FH 540 er blevet opbygget til transport af heste med alle moderne bekvemligheder for heste og passagerer.
@$ID/[No paragraph style]:
STX Danmark i Gilleleje har opbygget en hestetransporter med al tænkelig komfort. Kunden er en pony spingrytter-familie fra Nordsjælland, der ønsker at rejse praktisk og komfortabelt til ridestævner i Danmark og i udlandet.
Den mere end 12 meter lange hestetransporter har plads til syv heste, som står i hver deres bås bagerst i køretøjet. Bagvæggen i det oprindelige førerhus er fjernet, så hele den forreste del af hestetransporteren er omdannet til en moderne bolig med køkken, badeværelse, soverum og opholdsstue. Alle rum er med aircondition og termostatstyret gulvvarme.
En 700 liter vandtank sørger for, at der hele tiden er frisk vand til køkken og toilet. Et oliefyr varmer vandet op til den ønskede temperatur. To tanke på henholdsvis 300 og 500 liter tager imod spildevandet. I førerhuset er der monteret fire sæder i læder, så alle kan sidde forsvarligt med sikkerhedssele undervejs. Chaufføren kan fra førersædet overvåge temperaturen hos hestene og med kamera observere, om de har det godt.
- Vi har allerede opbygget fem moderne hestetransporter på det nye Volvo FH-chassis, som er meget populært til formålet, fortæller adm. direktør Frank Sæbø Hansen fra STX Danmark, der forhandler hestelastbiler og -transportere samt Mobile Homes fra den hollandske Stephex koncernen (STX). Det er en af Europas førende producenter af hestetransportere.
Hele den ene side af køretøjet kan åbnes og slås ud, så bredden forøges med en meter, når køretøjet holder stille.
Taget kan skydes op, så der her bliver plads til et par sovepladser. Hvis solen generer, kan der skydes markiser ud ved alle hestetransporterens vinduer.
Uanset hvor man parkerer, kan man være i kontakt med omverdenen via internet. En parabol på taget sikrer, at der kan ses fjernsyn på køretøjets tre fladskærme. Der er tillige radio, surround sound, DVD-afspiller m.m. i den velekviperede Volvo.