23948sdkhjf

Branchens kommentarer til den nye transportminister

Transportbranchen tager godt imod den nye transportminister, SFeren Pia Olsen Dyhr. Her er foreløbig kommentarer fra DTL og ITD.
DTL: Pia Olsen Dyhr et godt valg

Valget af Pia Olsen Dyhr (SF) som transportminister i stedet for Henrik Dam Kristensen (S) vækker glæde hos DTLs direktør Erik Østergaard.

DTL har haft en rigtig god dialog med den kommende transportminister, da hun var trafikordfører for SF i tiden før den nuværende regering.

- Den dialog håber vi på at fortsætte, siger DTL-direktør Erik Østergaard.

- Jeg mener, at hun med sin ordførererfaring, taktiske sans og politiske vilje til kompromis vil egne sig godt til at manøvrere i det transportpolitiske farvand.

Erik Østergaard finder det vigtigt, at den ny minister giver godstransporterhvervet den fornødne opmærksomhed, selv om han ved, at der er store udfordringer på området for kollektiv trafik.

- Godstransporten er ved at arbejde sig ud af den største kriseperiode i mange, mange år. Samtidig er danske transportører hårdt presset af måden, hvorpå den internationale konkurrence er trådt ind på scenen i Danmark.

Bladt de problemer, som DTL-bossen håber på aktiv deltagelse fra den nye transportministers side, er:

* Cabotagespørgsmålet.

* Sociale dumping.

* Få lagt en linje for, hvad man vil med dansk transporterhverv.

* Arbejde med at øge produktiviteten på et bæredygtigt grundlag.

ITD: Spændende valg

I ITD ser man frem til at fortsætte det gode samarbejde og den tætte dialog med transportens nye minister.

ITD's adm. direktør Jacob Chr. Nielsen beklager Henrik Dam Kristensens afgang, men finder samtidig valget af Pia Olsen Dyhr spændende.

- Pia Olsen Dyhr kender transportområdet fra tidligere ordførerskaber og har samtidig en solid international horisont og indsigt.

- Som handelsminister har hun vist stor interesse for den praktiske virkelighed og erhvervslivets livsvigtige konkurrenceevne. Det er rigtigt gode egenskaber for en transportminister, når man ser tingene fra vejtransportens synsvinkel, siger Jacob Chr. Nielsen.

Jacob Chr. Nielsen forventer en aktiv, udadvendt og fremadrettet linje fra transportens nye minister.

- Man må formode, at et noget trængt SF har ønsket nogle ministerier, hvor de tydeligere kunne markere nogle af mærkesagerne.

- På den baggrund må det ligge i kortene, at grønnere, mere effektiv og bæredygtig transport nu kommer til at stå endnu højere på Transportministeriets dagsorden. Og her skal der lyde et meget klart signal fra godstransporten: Vi er klar til at snakke konstruktivt og fremadrettet - også om dette vigtige emne. Der er masser af muligheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094