Tilbagelæg 200 km i søvne
Hold hviletid mens du sejler. Det er tilbuddet fra Mols-Linien til lastbilchauffører, som godt på tilbringe overfartens tre timer i lastbilen på dækket under overfarten.
- Effektiv udnyttelse af tiden er alfa og omega for de fleste fragtmænd og chauffører, siger adm. direktør Søren Jespersen, Mols-Linien.
- Nu gør vi det nemmere at udnytte tiden optimalt.
Fra og med den 30. oktober må lastbilchauffører sove i bilen på vogndækket under overfarten på de nye fragtafgange kl. 22.15 og 02.00.
Disse afgange har en overfartstid på tre timer. Det giver chaufførerne mulighed for at få hele deres 3-timers hvil om bord.
Hvil videre i havnen
Samtidig er der hvilepladser til lastbilerne i både Odden og Aarhus havn, så det er muligt at starte eller slutte længere hvileperioder i forlængelse af overfarten. Med den særlige færgeregel giver det
vognmændene yderligere en mulighed for at optimere deres logistik.
Mols-Liniens særlige fragtafgange om natten mellem Aarhus og Odden er blevet godt modtaget blandt fragt- og vognmænd, siden de blev indsat medio oktober.
Afgangene kan fragte selvkørende lastbiler på op til 40 ton. Hver fragtafgang har en kapacitet på i alt 60 lastbiler.