23948sdkhjf

To mænd er anholdt efter brand på DFDS-færge

Færge med næsten 1000 passagerer brød i brand på åbent hav, og britisk politi har anholdt to mænd.
Det britiske politi har anholdt to mænd i forbindelse med en brand lørdag aften på en danskejet passagerfærge ud for den engelske østkyst, skriver BBC.

En 26-årig mand er sigtet for brandstiftelse, mens en 28-årig mand, der tidligere blev tilbageholdt, er sigtet for klammeri, oplyser politiet i Northumbria.

Seks personer - fire besætningsmedlemmer og to passagerer - er så medtaget af røgen, at de med helikoptere er blevet fløjet i land for at blive behandlet.

- Lidt før klokken 23 udbrød der brand i en passagerkabine. Den blev ret hurtigt slukket af besætningen. Men der udviklede sig en del røg, og flere passagerer og medlemmer af besætningen er blevet tjekket for røgskader, sagde Gert Jakobsen, kommunikationschef hos DFDS, tidligere til Ritzau.

- Der er en læge om bord, og så er der kommet endnu en læge fra den britiske redningstjeneste. 18 personer er blevet undersøgt for røgforgiftning, fortalte han.

Færgen, MS King Seaways, var på vej fra Newcastle i det nordøstlige England til den hollandske kystby Ijmuiden.

Den befandt sig knap 50 kilometer fra kysten, lidt nord for flodudmundingen Humber i Yorkshire, da branden brød ud. Færgen er tidlig søndag morgen igen tilbage i Newcastle.

Der var 946 passagerer samt 127 besætningsmedlemmer om bord på færgen.

Den store færge, der har plads til 1800 passagerer, har ikke fået nogen skader af betydning som følge af branden.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079