EU-høring om cabotage
En høring i Europa-Parlamentets transportudvalg tirsdag 23. april om cabotage og sociale vilkår i vejtransporterhvervet konkluderede, at der de seneste år har fundet en forværring sted for chauffører og vognmænd og cabotage har en stor del af skylden.
- Parlamentet har fået udført to undersøgelser om cabotage og sociale vilkår og konklusionerne er de samme og ret alarmerende, forklarer NLAs direktør Søren H Larsen
- Løn og arbejdsvilkår er blevet forringet for chauffører grundet øget brug af midlertidig arbejdskraft, anvendelse af social dumping og større pres på chauffører for at opfylde tidsfrister. Samtidig er kontrollen utilfredsstillende, og der mangler samarbejde mellem myndighederne i medlemslandene og myndighederne internt i medlemslandene. Det skaber konkurrenceforvridning på markedet.
Erhvervet voldsomt presset
Høringen tegnede et billede af et erhverv, der er presset så voldsomt, at det er mere og mere vanskeligt at drive en ordentlig og hæderlig vognmandsforretning, med attraktive og interessante jobs. Ifølge Søren H. Larsen, udtalte formanden for transportudvalget Brian Simpson (UK), at tilstandene ligefrem minder om "forholdene i det mørkeste Afrika".
Mest foruroligende var måske et indlæg fra kontrolmyndighederne i EU-landene, som også råber vagt i gevær. Formanden for foreningen af kontrolmyndigheder kaldet Euro Controle Route tegnede et billede af chauffører og køretøjer, der er længere og længere tid væk hjemmefra.
Det forværrer arbejdsvilkårene for chaufførerne, det gør kontrolopgaven mere og mere umulig og det forværrer færdselssikkerheden. En yderligere liberalisering vil kun gøre situationen endnu værre.
Resultater skylles bort
- Det var tydeligt, at medlemmerne af udvalget forstod budskabet. Fra alle de store politiske grupper fra venstre til højre blev der udtrykt bekymring for situationen og udviklingen. Politikerne var ikke tilfredse med resultatet af den lovgivning, der var blevet vedtaget for et par år siden, siger Søren H Larsen, der fortsætter:
- Alle de resultater, der er blevet opnået de seneste år for harmonisering og professionalisering af vejtransportsektoren hen mod en attraktiv og bæredygtig sektor, der tiltrækker kvalificeret arbejdskraft, risikerer at blive skyllet bort i løbet af ganske kort tid. Ikke af de vognmænd, der driver en hæderlig, ordentlig forretning, men af de vognmænd der udnytter smuthuller, uklarheder og chaufførerne.