SAS-aktien stiger efter salg af Widerøe
SAS har solgt en del af norske selskab Widerøe til en investorgruppe, hvilket fik aktiekursen til at stige.
Med i aftalen er også salg af syv Dash Q400-fly til nordmændene - fly som Widerøe i forvejen har leaset af SAS, oplyser flyselskabet.
Køberne er en investorgruppe anført af Torghatten. SAS beholder de resterende 20 procent af selskabet, men har en option på overdragelse af det fulde ejerskab af Widerøe i 2016.
- Vi er glade for at have udviklet Widerøe til et succesfuldt flyselskab under vores ejerskab, og vi ser frem til at fortsætte udviklingen med at gøre Widerøe til det ledende regionale flyselskab i Norge med de nye ejere, siger SAS-topchef Rickard Gustafsson.
Overdrages det fulde ejerskab i 2016, vil SAS i alt få over to milliarder kroner for salget.
Salget får ros af SAS-analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.
- Jeg synes, det er godt nyt, også når man korrigerer for, at de lægger fly oven i hatten. Det ligner en pris i den høje ende af det interval, jeg regnede med, man kunne få for Widerøe, siger han til Ritzau Finans.
Salget af norske Widerøe har været på trapperne længe. Og SAS skiller sig af med det meste af selskabet for at få enderne til at nå sammen i den storstilede spareplan, som selskabet har sat i værk.
Rickard Gustafson har tidligere fortalt, at der var "intense" forhandlinger med flere mulige købere.
Da SAS kom med regnskab i marts, viste tallene, at Widerøe stod for omkring en niendedel af SAS Gruppens samlede omsætning på omkring ni milliarder kroner.
Og mens Widerøe gav et plus på driften på 35 millioner kroner, fik SAS under et minus på over en halv milliard kroner.
Flere mulige købere har været nævnt undervejs - og Torghatten var en af mulighederne.
/ritzau/