Finsk skibsværft skal levere færger til Scandlines
Scandlines bestiller to finsk-producerede færger til overfarten Gedser-Rostock.
Selskabet har nemlig onsdag underskrevet en hensigtserklæring med det finske skibsværft STX Finland Oy om bygningen af to nye færger til overfarten.
Det oplyser færgerederiet i en pressemeddelelse.
Med udgangspunkt i hensigtserklæringen vil parterne i løbet af sommeren forhandle kontrakten på plads om de to færger, der skal leveres i foråret 2015.
Projektet omfatter omkring 1000 mandeårs arbejde for STX Finland og dets underleverandører.
Dobbeltender-færgerne får plads til 1300 passagerer og 72 lastbiler eller 382 personbiler.
I stedet for brændselsolie kommer færgerne til at sejle på det miljøvenlige brændstof LNG, hvilket betyder, at udledningen af kvælstof, CO2 og partikler reduceres markant, mens svovludledningen praktisk talt reduceres til ingenting, skriver Scandlines.
STX Finland Oy har tre skibsværfter i Finland. Firmaet er en del af STX Europe Group, en international skibsbygningskoncern, der producerer krydstogtsskibe, færger, offshore serviceskibe, arktiske og andre specialiserede skibe.
STX Europe har cirka 5000 medarbejdere.
Scandlines er Europas største færgerederi, og i 2012 transporterede Scandlines 11,7 millioner passagerer, 2,7 millioner personbiler og 0,8 millioner fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.
/ritzau/