Otte havne byder ind på Storstrømsbroen
Otte havne fra hele Danmark har lagt billet ind på at opføre den nye Storstrømsbro mellem Falster og Madsnedø.
Til DR Sjælland vil projektleder på den nye Storstrømsbro, Niels Gottlieb, alligevel godt fortælle at de interesserede havne kommer fra både Falster, Sjælland, Fyn og Jylland.
- Der er stor interesse for at kunne stille faciliteter til rådighed for arbejderne på Storstrømsbroen. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at der er både beskæftigelse og arbejdspladser i opgaven, siger Niels Gottlieb til DR Sjælland.
Orehoved Havn ligger optimalt
På havnen i Orehoved på Falster, hvor man kan se lige over til broen, er formanden for havnebestyrelsen, Hans Aage Pedersen, dog ikke bange for at melde ud, at Orehoved Havn er en af de otte havne. Og så bør den som nabo til Storstrømsbroen være favorit, pointerer han:
- Havnen ligger optimalt i forhold til mange af de ting, der skal foregå i forbindelse med byggeriet af en ny bro og nedtagning af den gamle, siger han til DR Sjælland.
Opklarende møder venter
Vejdirektoratet skal i løbet af efteråret have opklarende møder med de relevante kommuner for at uddybe ansøgningerne. For eksempel skal der også være arealer i området til beboelse og camps.
Vejdirektoratet forventer, at have en indstilling om valg af arbejdsplads klar i starten af 2014. Byggeriet skønnes at koste 4 milliarder kroner.