En million km bag rattet
Chauffør blev belønnet for sin kørsel for Dansk Auto Logik.
Der er tale om en Actros 1836, der blev leveret til Dansk Auto Logik i april 2004 samme måned som Jens blev ansat hos Dansk Auto Logik. Det er således Jens, der har siddet bag rattet i lastbilen fra den første kilometer til nu en million kilometer.
Afstanden, som Jens har tilbagelagt i sin Actros, svarer til to en halv ture til månen, men Jens forholder sig nu ganske jordnært til de mange kilometer på de danske veje.
- Jeg kender min Actros rigtigt godt. Og så passer jeg rigtigt godt på den, så den er i stand til at køre de cirka 100.000 kilometer om året. Det handler om sikkerhed og tryghed for, at jeg kan få mine varer frem til vores kunder og i øvrigt levere dem med et smil, fortæller Jens Rasmussen.
I anledning af kilometer-jubilæet fik Jens Rasmussen et Mercedes-Benz armbåndsur af Mercedes-Benz forhandler, P. Christensen A/S.
Samtidig ønskede Mercedes-Benz Danmark Jens Rasmussen tillykke med den flotte bedrift.