Højere bøder rammer forkert
Dansk Erhverv er imod regeringens forslag om højere bøder på bus- og lastbilområdet.
- Det er helt uforståeligt, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv.
- Virksomheder, der bryder loven, skal naturligvis straffes. Derfor har transportbranchen i 2012 sluttet op om en stigning i bødetaksterne, så de afspejler overtrædelsens karakter.
- Det er disse takster, regeringen nu vil hæve igen.
Derfor hæves bøderne
- Lovforslaget har sit udspring i regeringens cabotage-udvalg, der det seneste års tid har behandlet rammerne for indenrigskørsel i Danmark med udenlandske lastbiler.
- På baggrund af udvalgets rapport har regeringen besluttet at hæve bødetaksterne for ulovlig cabotagekørsel, men hæver også taksterne for alle andre overtrædelser af lovgivningen.
De nuværende bødesatser for gods- og buskørsel blev hævet i februar 2012. De ligger mellem 1.500 kr. og 25.000 kr.
Hvis lovforslaget vedtages, vil bøderne ligge mellem 5.000 kr. og 35.000 kr.
Helt uden grund
- Hvis danske vognmænd pludselig trådte frem i statistikkerne med en flodbølge af alvorlige overtrædelser af gods- og buslovgivningen, kunne vi forstå, at man politisk ville skride ind. Men det er ikke tilfældet. Derfor rammer man et dansk erhverv fuldstændig uden grund.
Busserne rammes uden grund
- Det mest absurde er, at man også rammer buskørsel, siger Jesper Højte Stenbæk.
- Buskørsel har aldrig været en del af cabotageudvalget. Det har kun handlet om lastbilkørsel. Danske busvognmænd rammes derfor hele uretfærdigt.