Dieseltyv flygtede fra politihunde gennem mose
To mænd stak af med 4500 liter dieselolie. Politiet måtte stoppe lastvognen med sømmåtter.
Syd for byen Brørup spottede en politipatrulje en lastbil med to mænd i førerhuset, og betjentene forsøgte at standse køretøjet. Men de to mænd stak i stedet af - de havde nemlig omkring 4500 liter stjålen dieselolie i lastbilen.
Jagt på mindre veje
Politijagten forløb over mindre veje mellem Holsted og Brørup, og på et tidspunkt sprang den ene mand ud af førerhuset og forsøgte at slippe væk.
- Men den ene betjent fra patruljevognen satte efter ham og fik fat i ham, mens den anden betjent fortsatte efter lastbilen, fortæller vagtchef Jan Stokholm Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Måtte bruge sømmåtter
Nord for Holsted lykkedes det en politibil at komme foran lastbilen og få smidt flere sømmåtter ud på vejen.
- Lastbilen punkterede, men han fortsatte alligevel et par kilometer på flade fordæk. Han kørte ned ad en sidevej, og inden bilen standsede, sprang han ud af den og stikker af, siger vagtchefen.
Politiet sendte straks en hundepatrulje efter manden, men da han kæmpede sig gennem en å og en mose, mistede de firbenede færden af ham.
- Han slap væk, siger Jan Stokholm Andersen.
Kendt dieseltyv
Den anholdte er 26 år, fra lokalområdet og godt kendt af politiet for tidligere at have stjålet dieselolie.
- Han er prøveløsladt for lignende kriminalitet, så ham vil vi forsøge at få fremstillet, siger vagtchefen.
Den anden dieseltyv er stadig på fri fod.
- Vi formoder, at han også hører hjemme i lokalområdet.
Han var våd og beskidt, men der var endnu ingen, der har gjort os opmærksomme på noget, slutter Jan Stokholm Andersen.
/ritzau/