Pia Olsen Dyhr med grønt trafikbudskab
- Jeg føler lidt, at jeg kommer hjem, sagde Danmarks nye transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF) ved sin tiltrædelsestale i Trafikministeriet i fredags.
- Min mærkesag er, at vi skal have gjort trafikken grønnere, sagde hun ved tiltrædelsen.
- Vi skal blive bedre til at tænke i klimaholdbare løsninger. Vi skal også tænke mobilitet. Danskerne har behov for at komme nemt rundt. Det nytter ikke, at det er besværligt at komme på arbejde.
- Det gælder ikke kun København; men problemet er størst i København. Det handler blandt andet at få flere mennesker til at benytte den kollektive trafik frem for at spilde tiden med at hænge i køer.
Venter på trængselskommissionen
I øvrigt afventer hun trængselskommissionens rapport og anbefalinger, før hun vil sige noget konkret. Dog forsikrer hun, at betalingsringen er lagt i graven.
Transportmagasinet: Skal godset over på små varebiler og cykellad?
- Nej, vi skal da stadig væk have varetrafik. Det er noget af det, der diskuteres i trængselskommissionen i forhold til København. Jeg vil ikke på forhånd sige, hvor jeg lægger mig i den diskussion, siger hun.
Danske arbejdspladser
Pia Olsen Dyhr fik knap to år som handelsminister, hvor hun kæmpede for dansk eksport, vækst og job. Også i sin ny funktion skal hun sikre danske arbejdspladser ved anlægget af Femertunnelen og i transporterhvervet med skyldigt forbehold for EU's rammer.
- Det vigtigste er, at folk arbejder på lige vilkår og helst skaber danske arbejdspladser, siger hun om projektudbud.
Cabotage
Den ny minister afviser at udtale sig detaljeret eksempelvis om cabotage.
- Jeg vil starte med at læse op på de initiativer, der er sat i værk. Jeg har sådan set været opmærksom på spørgsmålet om cabotagekørsel og udfordringerne ved det. Giv mig en chance for at se, hvad ministeriet er i gang med. Jeg har ikke fulgt området i tre år, svarer Pia Olsen Dyhr.