SAS sælger seks fly for knap en halv milliard
SAS' planer om at sælge ud af aktiver for at få penge i kassen skrider frem. Seks fly er solgt.
Aftalen er indgået med Deucalion Capital X og det irske leasingselskab ELFC, Engine Lease Finance Corporation, og SAS har forpligtet sig til efterfølgende at lease flyene i en periode på mellem fire og fem et halvt år.
- Denne aftale er endnu et vigtigt skridt for SAS i arbejdet med at forbedre SAS' finansielle position, siger SAS' finansdirektør Göran Jansson i meddelelsen.
- I februar havde vi succes med at gennemføre en aftale om salg og leaseback af reservemotorer, og nu kan vi igen øge selskabets likviditet via frasalg af aktiver, siger han.
I februar indbragte 19 reservemotorer SAS 690 millioner kroner, og motivationen for SAS har hele tiden været at skaffe likvide midler som en del af genopretningsplanen 4XNG, 4 Excellence Next Generation.
Ud over salget af flyene har SAS tidligere onsdag meddelt, at det har sikret sig 261 millioner kroner i finansiering ved salg af obligationer.
SAS-aktien handles onsdag morgen i kurs 11 på børsen i København - uændret i forhold til tirsdag.
/ritzau/