23948sdkhjf

Tillid til EU-kommissionen

Uklart EU-forslag er en støtte til modulvogntog, siger Henrik Dam Kristensen
Et uklart forslag om grænsekrydsende modulvogntog fra transportkommissær Siim Kallas skal ses som en hjælp og ikke som en forhindring.

- Siim Kallas åbner for bilaterale aftaler. Det er trods alt et skridt på vejen, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

- Det hænger ikke på træerne at få de bilaterale aftaler, men nu får man i hvert fald en mulighed for at gøre det. Det er ikke ideelt, men det er bedre end ingenting, fortsætter den danske minister.

Åbningen ligger i et forslaget til et nyt direktiv om lastbilers størrelse og vægt, der mest sigter på at tilgodese miljøvenlige og brændstoføkonomiske køretøjer.

Lovteksten er bevidst uklar, hvis man vil fragte blomster fra Holland til Danmark. Tvinges man til omladning i Hamborg, fordi modulvogntog kun må krydse én grænse?

- Modulvogntog skal kunne passere mere end én landegrænse, siger Henrik Dam Kristensen.

Derfor kan tosidige aftaler måske udvides til aftaler mellem flere lande, så modulvogntog får fri grænsepassage fra eksempelvis Holland til Sverige gennem Tyskland og Danmark.

Stadig et forsøg

- Jeg oplever en begyndende forståelse for de danske synspunkter om, at modulvogntog både er en miljømæssig og økonomisk gevinst – og det er EU-kommissionens forslag et eksempel på, erklærer Henrik Dam Kristensen.

- Man skal huske, at det er et forsøg, som ikke er afsluttet. Vi skal have ens regler, det har vi ikke i dag. Det er en forsøgsordning, som gerne skulle slutte med til at blive permanent, så vi får definitioner på modulvogntog, der kan køre i hele Europa.

- Vi har meget positiv erfaring med modulvogntog. Vi er nok det land, der har brugt mest energi på det. Jeg har gjort meget ud af at sende evalueringsrapporterne rundt til kollegerne og tage det med på dagsordener.

- Der er meget differentieret holdning i Europa. Vi kalder det Öko-liner, andre kalder det Monster Truck. Flere og flere bliver interesseret i forsøget, og der prøver kommissæren faktisk at presse det videre, mens forsøget kører. Jeg oplever det som et ’step’ på at komme videre, og så må vi prøve at lave nogle aftaler, siger Henrik Dam Kristensen.

Spild af lastbilkapacitet

Han har opbakning fra syv af de otte partier i Folketingets europaudvalg. Her er der også interesse for, at lastbiler over 40 ton og modullastbiler kan køre rundt i Europa uden hindringer.

Totalvægt også er en lastbildimension, der bør håndteres på lige fod med længde, mener konstitueret EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).

- 40 eller 48 ton - hvis man kører med mælk, skal man hælde 8000 liter mælk over i en anden lastbil for at køre over grænsen. Det vil føre til flere lastbiler,

- Det virker uhensigtsmæssigt, at man kun må køre over én grænse med et modulvogntog, når man skal fra Nordtyskland til Sverige og kører gennem Danmark, slutter Jakob Ellemann-Jensen.

- Man forsøger at lave ens regler i EU, men på dette område skal man indgå bilaterale aftaler, hvis man skal køre i flere lande. Det virker besynderligt, og så kan EU lige så godt lade være med at blande sig, siger EU-ordfører Pia Adelsteen (DF).

Enhedslisten imod

Enhedslisten er imod et nyt direktiv for lastbildimensioner, som gør aerodynamiske lastbiler mere konkurrencedygtige.

- Det vil øge lastbiltrafikken på bekostning af, at godset hellere skulle befinde sig på togtransport. Det er en grundlæggende kritisk vinkel til den tankegang i forslaget, siger Finn Sørensen (EL).

Han afviser tillige forslaget om en europæisering af jernbaneregler og glidende grænsekrydsninger på skinner.

Det er ikke muligt at vurdere forslagets konsekvenser, fordi man ikke klart har defineret afgrænsningen mellem den nationale sikkerhedsmyndighed og det europæiske jernbaneagentur, pointerer Finn Sørensen.

- EU’s 4. jernbanepakke er en lang sej vej, som handler meget om bureaukrati. Interoperabilitet er lige præcis et led i at skabe den tekniske forudsætning for at køre over grænser med først og fremmest gods - at få mere gods over på skinner, svarer Henrik Dam Kristensen.

Plads til

45 fods containere

Siim Kallas forsøger at opbløde dimensioner, når det kan give en miljøvenligere transport. Et eksempel er indførsel af gnidningsfri kombitransport med 45 fod (13,72 meter) lange containere, der nemt kan flyttes mellem skib, godsvogn og lastbil.

Han foreslår at lovliggøre en overskridelse på 15 cm, så en lastbil kan transportere 40 og 45 fods containere uden at skulle gennem en masse bureaukrati. Det drejer sig om 5- og 6-akslede lastbiler med totalvægtgrænse på 44 ton.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109