Stiger kan være farlige
Arbejdstilsynets tests af stiger viser, at flere stiger kan være farlige at anvende. De lever ikke op til lovkravene.
- Vi har nogle helt klare regler for, hvilke belastninger en stige skal kunne klare, før den må sælges i danske butikker. Men der sælges masser af stiger, der tilsyneladende er ok, men som alligevel ikke kan leve op til kravene, konstaterer tilsynschef Charlotte Friis fra Arbejdstilsynet.
Skal være mærket
En stige skal bære mærket DS/EN 131, før man som forbruger kan regne med, at stigen lever op til lovens krav om sikkerhed, og under normale omstændigheder er sikker at arbejde fra.
- Vi må konstatere, at selvom der med den første undersøgelse i 2011 blev sat fokus på, at stigerne skal leve op til sikkerhedsstandarderne i DS/EN 131, er der stadig stiger på markedet, der ikke lever op til kravene, konstaterer Charlotte Friis.
I perioden 2005-10 er i alt fire mennesker omkommet som følge af arbejdsulykker ved fald fra stiger, mens i alt 783 mennesker blev ramt af en alvorlig arbejdsulykke ved fald fra stiger.