23948sdkhjf

Ida Auken pønser på skrappere miljøzoner

Regeringen beslutter inden årsskiftet, om vare- og personbiler skal følge samme krav som lastbiler.
Trængselskommissionens anbefalinger om skrappere miljøzoner bliver hurtigt omsat i konkrete regler. Miljøminister Ida Auken (SF) overvejer flere miljøzoner og en udvidelse af den eksisterende miljøzone i hovedstaden både geografisk og indholdsmæssigt. Det skal for eksempel også omfatte person- og varebiler.

Hun træffer beslutningen efter kommunalvalget den 19. november. Det er langtfra givet, at hele regeringen synes, at det er en god idé at genere bilister, hvilket afspejles i hendes udtalelse.

- Vi ser på, hvordan andre lande i EU har fået renere luft i deres byer, og hvad konsekvenserne er for borgere og erhvervsliv. Arbejdet tager længere tid, end jeg havde håbet, men regeringen tager stilling inden jul, erklærer Ida Auken.

Målet kunne være at indføre renluftzoner i de større danske byer. Der er allerede miljøzoner i København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg.

DTL støtter ideen med, at personbiler og varebiler omfattes af miljøzonekrav.

- Det vil give lige konkurrencevilkår, at alle skal følge de samme krav, pointerer adm. direktør Erik Østergaard, DTL.

Op mod 90 procent af lastbilernes partikelforurening fjernes med en miljøzone. DTL mener, at det vil være bedre at inddrage flere typer køretøjer, hvor man kan finde meget forurenende køretøjer frem for at reducere yderligere på i forvejen ret rene lastbiler.

Dumt at udvide zone

Derimod er DTL imod den geografiske udvidelse, fordi det udvander princippet om, at miljøzoner koncentreres der, hvor der er problemer med luftkvaliteten.

- Det smarte ved en miljøzone er, at den tiltrækker de reneste køretøjer, siger Erik Østergaard, der undrer sig over, at miljøzoner skal udvides til erhvervs- og industriområder, hvor der ikke færdes mange mennesker.

- Vi vil være imod en geografisk udvidelse. Vi var også imod den seneste udvidelse af miljøzonen i hovedstaden fra Ring 2 til den københavnske kommunegrænse, som ikke er en naturlig grænse trafikalt set.

Ældre benzinbiler

Trængselskommissionen er ikke særlig konkret med hensyn til de grænseværdier, der i givet fald skal gælde for køretøjer under 3.500 kg. Der tales om "ældre benzinbiler" og "dieselbiler uden partikelfilter".

Til gengæld anbefaler trængselskommissionen, at man kun overholder EU’s grænseværdier - og ikke WHO’s grænseværdier, der ligger betydeligt lavere end EU’s.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078