DTL-kriger med kampgejst
Direktør Erik Østergaard tror på egne evner og har udvalgt en hovedfjende, der er meget vanskelig at besejre
Udbyttet af Børsens journalistiske research er ganske rammende. Selv dem med et overfladisk kendskab til den lidt kølige direktør og hans lidt overlegne stil, kan nikke genkende til karakteristikken.
Den rederiuddannede Erik Østergaard anvender sin brændende kampgejst til at forsvare de nuværende forhold for danske chauffører og danske lastbiler. Hans tro på egne fortræffeligheder er intakt. Som de også var i hans maritime karriere.
Det var vist nok Napoleon, der sagde, at den kloge general selv vælger sin modstander, terrænet og det tidspunkt, hvor slaget skal slås. Alligevel blev Napoleon taberen ved Waterloo.
Den 53-årige Erik Østergaard har udvalgt cabotage som sin hovedfjende i en kamp, der er synes vanskelige at vinde, end den kamp Napoleon udkæmpede.
Kæmper en alenekamp
Hans eneste allierede er fagforeningen 3F, som også kæmper for overlevelse. De øvrige transportorganisationer satser ikke deres fremtid på de mere traditionelle vognmandsforretninger, som der en del af i DTL.
I DTL har han den fordel, at ingen modsiger ham. Siden ansættelsen som adm. direktør i 2005 har han stort set styret de folkevalgtes meninger og sat den politiske kurs for vognmændene. De nødvendige interesser på Christiansborg bliver passet og plejet på bedste vis.
Den opgave klares af hans kompetente medarbejdere, som tager sig af det hårde politiske benarbejde. Selv tager han sig af det lidt mere overordnede og lægger som hovedregel altid navn til DTLs meninger og holdninger, når der skal vises kant.
Når Børsen giver ham æren for, at det er muligt at køre med modulvogntog i Danmark, bør han nok dele æren med de folk, som lagde frøet til den store sejr for de danske vognmænd. Inden der overhovedet var tænkt på Erik Østergaard som direktør, var DTL allerede i gang med at udvikle ideen, som sekretær Hans Skat havde fået på et nordisk vejmøde.
Tilfredse
med direktøren
Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen er tilfreds med de nuværende tilstande. De overlader det trygt til direktøren at bade sig i offentlighedens søgelys. Bestyrelsen består af pæne medlemmer uden tendens til oprør.
Toppen i DTL har altid været glade for at omgås ministre, kendte politikere og andet godtfolk af betydning. Den trang er ikke blevet mindre i Erik Østergaards regeringstid. Om nogen er han hjemmevant på de bonede gulve. Naturligvis er han også i besiddelse af ridderkorset, som han fik overdraget af Hendes Majestær Dronning Margrethe i 2004.
Det kan skyldes misundelse, men der er altså nogle vognmænd, som kalder det "knaphulskløe". De mener heller ikke, at direktøren gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at komme ned på jorden og ud til dem. Det er her nede på jorden, at han kan sættes ind i vognmandens daglige problemer.
Erik Østergaard mangler evnen til at forstå, hvad der gemmer sig i den specielle vognmandssjæl. Han løber ingen risiko for at blive beskyldt for at være folkelig.
Sin egen spindoktor
Erik Østergaard har ansat en "public affairs manager" – en spindokter – og han gør det åbenbart så godt, at konkurrenterne i ITD er blevet højlydt misundelige.
Det begyndte med, at den tidligere formand Mogens Therkelsen anklagede DTL for at stå bag et TV-indslag, hvor et boom i konkurser blev kædet kraftig sammen med udenlandske lastbiler cabotagekørsel.
Efterfølgende krævede ITDs kommunikationschef svar på, om det var DTL, der havde "plantet" historien i DR.
Debat på børnehaveplan
Erik Østergaard har med garanti haft det godt med, at det så effektivt lykkedes for hans pressemand at tage fusen på "vennerne" i Padborg. Men hvis der have været lidt storhed over ham, havde han ikke så kort tid efter kravlet ned på børnehavestadiet med en barnlig kritik af ITD.
Ved offentliggørelsen af embedsmandsrapporten om social dumping udnævnte han i bedste overdommerstil ITD’s kommentarer til rapporten til at være en ren tilståelsessag. Padborg-drengene havde jo med deres udtalelser vist, at de ikke kæmper for danske vognmænds interesse. Det gør kun DTL.
Diskussionen mellem DTL og ITD er ved at ende på et plan, hvor der er vigtigere at sige "øv bøv" til hinanden end at forsøge at være bare en smule seriøse. Det undrer ikke kun den politiske verden. Selv medarbejdere i de to organisationer ser med noget undren til det lave debatniveau.
Inderst inde ved Erik Østergaard godt, at det barnlige drilleri koster i den politiske karakterbog. Desværre har han låst sig så fast i kampen mod cabotage, at det er svært at komme videre i et samarbejde med ITD og dermed skabe en samlet transportindflydelse. De aktuelle muligheder for samarbejde er ødelagt af stolt prestige.
Uanset dårlige odds fortsætter krigeren Erik Østergaard. Han giver ikke op. Det ligger i hans natur. Også selv om stadigt færre tør spille på hans vinderchancer.
