Flertal ønsker ikke ADR-gebyr
Enhedslisten og oppositionen afviser, at erhvervschauffører skal betale 250 kroner for at deltage i et ADR-kursus.
Flertallet består af Enhedslisten og de fire borgerlige oppositionspartier, som udtrykker stor skepsis ved Folketingets førstebehandling torsdag 15. november.
- Det er jo en regning, der bliver hældt over på chaufførerne. Vi skal være sikre på, at vi ikke lægger en ny skjult skat på erhvervschaufførerne, sagde Karsten Nonbo (V).
- Man udvider ADR-konventionen, og det stiller nye krav til chaufførernes uddannelse for at køre med farligt gods. Så langt, så godt, men man benytter lejligheden til at foreslå et gebyr på 250 kroner, og det er vi faktisk ikke vældig begejstret for i Enhedslisten, erklærede Henning Hyllested (EL).
Han vil dog ikke love, at Enhedslisten ender med at stemme nej ved tredjebehandlingen. Det afhænger af de svar, som justitsministeren giver på hans spørgsmål under udvalgsbehandlingen.
Tom Behnke (K) foreslår, at lovforslaget deles, så partierne får mulighed for at stemme særskilt om gebyret uden at genere de øvrige ting, som alle støtter.
Internationalt krav
Gebyret indgår i et lovforslag om elektroniske fragtbreve og internationale fragtaftaler.
Beredskabsstyrelsen bliver den centrale udsteder af farliggodsbeviset, og gebyret skal dække udgiften til fremstilling af det lille plastickort, som skal afløse papirkortet.
Der betales faktisk for udstedelsen af farliggodsbeviset på AMU-kurser, mens militæret, private uddannelser og erhvervsskoler selv afholder omkostningen.
Ny ADR-lov
For snart to år siden trådte en ny udgave den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad landevej (ADR-konventionen) i kraft. 2011-udgaven indeholder nye krav til indholdet af eksamen, der skal omfatte flere specialiseringsopgaver.
Samtidig ændres formatet for uddannelsesbeviset, som fra 1. januar 2013 skal udstedes i form af et særligt plastikkort, oplyser justitsministeren.