Uheldig tyv stjal dansk tracking-udstyr på IAA
GateHouse fik stjålet elektrinik fra deres stand - men tyven var let at få øje på.
Hvad tyven ikke var opmærksom på, var, at GateHouse er specialister i tracking. Firmaet var på messe for at introducere ghTrack i Tyskland.
Tyveriet af en af GateHouses demo-smartphones blev derfor fatalt. Telefonen var udstyret med den nyeste ghTrack-applikation og kunne spores overalt. GateHouse kunne derfor følge med i alle tyvens bevægelser.
Det tyske politis arbejde med at fange tyven blev en særdeles overkommelig opgave. De kunne på et kort præcis se, hvor han befandt sig - og mon ikke tyven undrede sig, da politiet bankede på hans hoveddør.
- Et tyveri er sjældent ønskeligt, men netop i denne sag er det kun tyven, der fortryder, fortæller Per Christian Engberg, chefarkitekt hos GateHouse og udvikler af applikationen.
- Tyveriet har været en fin demonstration for os. Den bekræfter os i, at vores app fungerer fint.
Appens primære funktion er dog ikke at finde forsvundne mobiltelefoner, men at hjælpe transportvirksomheder med at få et overblik over, hvor deres egne og lejede trailere befinder sig.