23948sdkhjf

Henrik Guldager fortæller om sin nye show-bil

Nu har han gjort det igen. Henrik Guldager har lagt bil til en helt enestående og usædvanlig dekoration. Denne gang er det moderne kunst!
Henrik Guldagers nye lastbil er en Volvo FH 500 Euro 5 pusher-trækker med hævbar midteraksel. Bilen er i bogstaveligste forstand et kunstværk. Bilen er dekoreret med kunst.

- Vi fik den skøre ide, at den nye Volvo var kunst, og så kunne vi lave kunst på kunst, fortæller Henrik Guldager om den dag sidste år, da han sad og diskuterede med Ray Hill om, hvordan den nye bil skulle se ud.

- Det er moderne kunst. Det er unikt. Man finder det ikke andre steder. Det er noget, der er kommer ud af Ray Hills hoved. Han har ikke kopieret det noget sted. Det er ægte håndværk lavet med små pensler og "air brush" pistol på en hvid Volvo.

- Ray Hill har malet på bilen, som var det et stykke papir, siger Henrik Guldager.

- Han er startet med at tegne figurerne og mønstrene op. Han har ikke taget hensyn til dørhåndtag, spejle eller luftudtag. Han har bare malet hen over det hele. Han ser det som et stort stykke hvidt papir, fortæller Henrik Guldager.

- Først har han tegnet dette hele op som en malebog. Stille og roligt er farver og møndtre lagt på. Til sidst er der trukket sorte streger mellem farverne. Det hele er foregået hos Moesgaards Autolakering i Bramming.

Derfor kunst

Henrik Guldager har kendt Ray Hill i flere år.

- Han lavede den første bil til mig i 2004. Siden er det blevet vildere og vildere. Vi har lavet røde biler. Vi har lavet indianer-biler og biler med pin-up piger. Nu er det kunst. Ray er altid med på nye udfordringer.

- Inden for personbiler er kunst blevet stort; men det er aldrig før set på en lastbil.

- Derfor syntes vi, at det kunne være sjovt at lave sådan en. Hvordan man finder på det, ved jeg ikke. Hver gang man laver en bil, så finder man på noget nyt.

Show-biler i 30 år

I år er det 30 år siden, at Henrik Guldager selv startede med de specielt malede lastbiler. Han var 17 år, da han vandt sin første pokal. Det var på Odense Trucker Jambouree.

Det blev starten på et liv med sprælske lastbiler. I dag er han 47 år og kan ikke helt huske, hvor mange biler, det er blevet til.

. Jeg har ikke bygget en ny showbil siden 2009 på grund af krisen; men da der så kom en ny Volvo FH-model, lå det ligesom i kortene, at vi skulle lave en ny model. Ray ville gerne male kunst - og ja, så var jeg med på det. Det har jeg sagt ja til at lægge bil til.

Malede en knallert

Transportmagasinet: Hvordan fandt du ud af, at du havde lyst til at køre i specielt malede lastbiler?

- Det ved jeg egentlig ikke. Jeg er vokset op i vognmandsforretning. Der gik jeg og vaskede lastbiler og pudsede dem. Så startede jeg med at male min knallert. Senere, da jeg fik bil, malede jeg den. Den var fin og flot - og så er jeg bare blevet ved, da jeg fik lastbiler. Det er virkelig blevet en passion – og så er det svært at komme ud af det igen.

- Det gør også arbejdspladsen lidt sjovere at have specielle biler. Vi har helt tiden om noget at tale om, noget at være fælles om. Det er mere end bare en lastbil, siger Henrik Guldager, som mener, at det er vigtigt, at lysten driver værket.

Den nye bil har været til opbygger hos Holme Lastbiler i Ejstrupholm. Undervognen er blevet fin og der er bygget aluminiumsplader på.

Indretningen er der ikke blevet tid til endnu, men det bliver der tid til senere på året.

To sæsoner

- Sådanne biler har kun to sæsoner, forklarer Henrik Guldager.

- Den første sæson kommer alle for at se den. Andet år er man stadig med; men tredje år er man glemt.

- Derfor skal vi hele tiden stå med noget nyt hvert tredje år, hvis man vil vær med. Vi lever i et smid-væk-samfund med hurtige nyheder og Internettet. Det, der er nyt i dag, er glemt i morgen. Hele tiden videre til noget nyt.

- Vi bygger så fine biler, at de ikke burde komme ud og køre alimndelig kørsel; men da jeg nu er en vognmand, skal bilerne ud at tjene penge. Jeg kan ikke bare have bilerne stående hjemme på gårdspladsen, bare fordi jeg synes, de er så pæne. Bilen skal ud at tjene, og når der så er gået fem-seks år, bliver den solgt.

Let at sige farvel

Henrik Guldager har ikke svært ved at tage afsked med så fine biler.

- Nej, det har aldrig været svært, for jeg får altid noget, der er bedre. Selvfølgelig er der biler, der har været lidt sjovere end andre og givet større oplevelser; men jeg har ikke svært ved at sælge dem, når tiden kommer.

- Alle biler har jo sin historie; men når jeg sælger dem, kommer der en ny.

Har også almindelige biler

Hvor mange lastbiler, han har haft, kan Henrik ikke huske.

- Vi er en vognmandsforretning. Vi har 10-12 biler. Lige nu har vi 11 biler, og de fleste af bilerne er ikke oppe i den kaliber, som den nye bil er i.

- Vi har også ganske almindelige brugsbiler. De er skam flotte og mangler ikke noget. De har alufælge, fin lak og indretning. Det er biler, som chaufførerne er glade for dem. Ikke alle har den den passion, som jeg har. De vil ikke passe og pudse på bilen hele weekenden. Det med bilerne er jo min passion - ikke de andres. De kan godt lide at køre i en pæn og ren bil - men så er den ikke længere.

- Hvis man har en bil som denne her, skal man passe på den hele tiden.

Betaler selv det hele

Transportmagasinet: - Hvor meget af bilen betaler du selv?

- Jeg betaler det hele, svarer Henrik Guldager.

- Jeg køber mine biler lige som alle andre. Man skal være klar over, at det er en hundedyr hobby, og den tager al ens tid. Derfor er det vigtigt, at man har baglandet i orden. Familien skal være med på det. Det kræver meget af alle sammen.

Hele denne sommer er Henrik Guldagers kalender fuld. Der er ikke en eneste weekend, hvor han ikke skal ud med bilen. Netop nu er bilen lejet ud til Volvos FH-karavane, hvor han kører rundt med Volvos nye Lounge-trailer

Herefter følger det ene arrangement efter det andet. Efter Volvo-karavanen er der Classic Trailer, Roskilde Dyrskue, Lastbilens Dag, Stevns Trucker Sow, Tour de France med TV2. Listen fortsætter helt sommeren. Til efteråret kommer udstillinger i Sverige og Norge.

- Jo, min sommer er helt optaget. Og min nye bil skal nok komme ud og blive set.

Henrik Guldager har vundet Nordic Trophy syv gange. Første gang var i 1985. Den rekord bliver svær at slå. Nummer to på listen har "kun" vundet fire gange.

Her er der mere

Se flere billeder af Henriks flotte lastbil i Transportmagasinet, hvor der også er en stor plakat af bilen på midtersiderne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079