Renault løftede Fredericia
Nyeste Premium Road fra Renault Trucks var samlingspunktet for de besøgende på transportmessen i Fredericia.
Renault Trucks var eneste lastbilimportør, der deltog på Fredericias alternative transportmesse, som fandt sted samtidig med transportmessen i Herning.
Det er Renault Premium med den økonomiske Optifuel teknik. Motoren svarer miljømæssigt til EEV - altså en videreudvikling af Euro5.
Ved årsskiftet bliver Euro 6 normen lovbefalet. Så er det slut med at bygge Euro 5 biler. Renaults Premium Road vil aldrig komme som Euro 6. Om cirka to måneder viser Renault afløseren for bilen, som indtil videre hedder RX11.
Den nye Renault vil blive præsenteret på transportmessen i Lyon, hvor også afløseren for den legendariske Magnum vil se dagens lys. Den kaldes lige nu RX13.
Flere spionfotos har allerede været i omløb, og der tales om, at de nye Renault-modeller bygges over den nye Volvo FH model men med et andet eksteriør design.
Modsat Volvo vil Renaults førerhus komme i to størrelser. De vil afløse henholdsvis Premium Road og Magnum. Sidstnævnte bliver højere med fire trin i stedet for tre i RX11. Den får OGSÅ fladt gulv.
- Vi kan allerede afgive ordrer midt i juni til levering i september. Produktionen er kun 12 uger, siger Claus Rieland, Renault Trucks.
Motorudvalget til RX11 bliver på 5 og 8 liter. De afløser de tyske Deutz-motorer, som blandt andet ligger i FL og FE. Volvo Powertrain i Lyon skal bygge dem fremover.
Samtidig forventer man, at de øvrige Renault-modeller bliver faceliftet. Det vil gælde Midlum, Premium Distribution og Lander. Her bliver der tale om en mere aggressiv designstil.
- Nok er det Volvo Powertrain, der bygger motorerne, men den tekniske styring sikrer en mere komfortabel kørsel, siger Claus Rieland.