Bornholm mister færge til Allinge
Post Danmark vil ikke længere sende post med bornholmerfærge, som nu må indstille sejladsen.
Det skriver den svenske lokalavis Ystads Allehanda på sin hjemmeside.
Årsagen er ifølge avisen, at Post Danmark ikke længere vil sende post med færgen året rundt. Kontrakten er opsagt til maj, og dermed er der ikke længere økonomi i at drive færgeruten, siger Peter Strange Jensen fra Christiansøfarten, som driver ruten.
- Det føles vældigt hårdt. Vi har jo lagt rigtig meget tid og energi i at opbygge Bornholm Express, og jeg tror, de er meget kede af det i Allinge også, siger Peter Strange Jensen til Ystads Allehanda.
Christiansøfarten begyndte at sejle mellem Simrishamn og Allinge i 2006, da man fik kontrakten med Post Danmark. Samtidig har ruten fragtet passagerer i sommermånederne.
Men i dag sender folk færre breve, og samtidig har natfærgen mellem Køge og Bornholm rykket sin afgang med én time, så 80 procent af brevene kan nå med den færge i stedet.
Resten sender Postdanmark med morgenflyet og kan dermed spare penge:
- Det bliver naturligvis meget billigere at sende posten med regulære ruter frem for at anvende en specialtransport, siger Peter Strange Jensen.
Sidste sommer nåede ruten sit hidtil højeste antal passagerer, da 26.000 personer valgte at rejse med færgen. Men det er ikke nok til at sikre økonomien.
- Det kan ikke give overskud kun at fragte passagerer to en halv måned om sommeren, siger Peter Strange Jensen.
Efter sommerens trafik vil man derfor forsøge at sælge færgen, siger han.
/ritzau/