Km-afgift er "job-gift"
På mødet i Vrå satte flere nordjyske virksomheder tal på kørselsafgiftens indhug.
Sammen med direktør Lone Saaby, Landbrug & Fødevarer, var han vært for mødet om km-afgiften i sidste måned hos marmeladefabrikken Fynbo Foods i Vrå.
Her præsenterede en halv snes nordjyske virksomheder merudgiften og dermed konsekvenserne for deres konkurrenceevne og arbejdspladser.
Nordic Seafood i Hirtshals kommer frem til en afgiftsbelastning på 2,2 millioner kroner, mens Denex Ammunitions Arsenal i Frederikshavn ligger lavest med 100.000 kroner.
Tallene omfatter samtlige kørte kilometer, som i deres beregninger pålægges en afgift på 1,50 kr./km uanset om det er motorvej, landevej eller bykørsel.
17 formænd
Mødet i Vrå er fulgt op af en henvendelse fra 17 formænd for lokale erhvervsforeninger fra Mariagerfjord til Skagen med en opfordring til at droppe den påtænkte afgift, så fraflytningen ikke forstærkes.
- Kørselsafgiften vil ramme skævt til ugunst for de virksomheder, der ligger i landets udkanter. For det er dem, der må køre længst, hvad enten det gælder import af råvarer eller eksport af de færdige produkter. Som hovedregel vil virksomhederne på grund af konkurrencesituationen kun i mindre omfang kunne indregne de øgede transportomkostninger i priserne, skriver de 17 erhvervsrådsformænd.
Lovforslag til april
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) afviser i almindelighed, at kørselsafgiften specielt vil ramme yderområder.
- Jeg kan garantere for, at vi gør alt hvad vi kan for at dette ikke skal få de negative konsekvenser, som Venstre påstår, lyder skatteministerens svar i folketingssalen.
Det endelige svar ventes efter påske, når han fremsætter det forsinkede lovforslag i april, som oppositionen kalder "Betalingsring II".