23948sdkhjf

Hverdagens sande helte

Alle virksomheder forsøger at skabe værdi. Det er selve humlen ved at drive virksomhed.
Værdiskabelsen i virksomhederne er også det, vi har gavn af som samfund. Derfor er de mange private virksomheder og deres dygtige medarbejdere, der laver værdiskabelse i hverdagen, i sandhed hverdagens helte.

Vi kan takke dem for vores velstand og høje levestandard.

Imidlertid bruger mange virksomheder uforholdsmæssigt meget tid på at lave andet end at skabe værdi. De bruger i stedet tiden på unødvendige administrative byrder. Det gælder i særdeleshed for handels- og transportvirksomheder.

DI Transport er på det seneste blevet bekendt med en række konkrete eksempler på, hvad virksomheder i dagens Danmark er udsat for.

En transportvirksomhed har brugt et helt arbejdsår på at opnå et sikkerhedsdokument – uden endnu at have fået det.

En anden transportvirksomhed bruger halvanden arbejdsmåned om året på at indberette data til Danmarks Statistik. Virksomheden har fem ansatte, så den administrative byrde er til at føle på.

En tredje transportvirksomhed vælger at tage varer ind via havnen i Hamborg i stedet for via Århus Havn, fordi man dermed kan spare en uges bøvl med de danske veterinærmyndigheder.

Mange virksomheder opgiver eller vælger Danmark helt fra på grund af papirbunkerne og bøvlet.

Vi bør derfor have en ganske særlig respekt for hverdagens helte, der kæmper sig gennem de administrative byrder for alligevel at skabe værdi i Danmark. Det er al ære værd.

Men ville det ikke være bedre, hvis de slap for alt papiret og bøvlet? Så kunne de i stedet koncentrere sig om det, de er gode til - nemlig at skabe værdi til gavn for os alle.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063