FAKTA: Branden på Scandinavian Star
159 personer mistede livet, da Scandinavian Star brændte for 23 år siden.
Meldingen kommer efter, at politiet fredag har haft et møde med en ekspertgruppe, som for nylig fremlagde en ny rapport om skibskatastrofen.
Få her et kort overblik over sagen:
* Færgen Scandinavian Star brød den 7. april 1990 i brand om natten på vej fra Oslo til Frederikshavn, da den befandt sig i Skagerrak.
* 482 personer - herunder 99 besætningsmedlemmer - var om bord på færgen. 159 af dem mistede livet ved branden.
* Efterfølgende viste det sig, at branden var opstået flere forskellige steder, og at brandene sandsynligvis var påsat.
* Norsk Politi gav en dansk lastbilchauffør, der selv omkom i branden, skylden. Men siden har en række svenske brandeksperter sået tvivl om den påstand, fordi det er usandsynligt, at danskeren kunne have startet de i alt seks brande på skibet.
* Sikkerheden om bord blev siden kritiseret, da det blandt andet kom frem, at personalet hverken havde holdt brandøvelser eller var blevet instrueret i sikkerhedsudstyret på Scandinavian Star.
* Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed. De fik den daværende strengeste straf på seks måneders hæfte - en mild type fængselsstraf.
* Pårørende til efterladte har kritiseret efterforskningen af branden og mener, at branden var et forsøg på forsikringssvindel. Det samme mener den norske ekspertgruppe, der fremlagde resultatet af sine undersøgelser 6. april 2013.
* Resultaterne fra den norske ekspertgruppes rapport åbner nu muligheden for, at sagens efterforskning bliver genoptaget på ny.
/ritzau/