Motorvej på Sjælland spærret efter lastbilulykke
Kranbiler forsøger at hive køretøjet fri. Trafikanter, der kører mod Køge, må finde anden rejserute.
Motorvejen er spærret i østgående retning ved Ringsted efter en lastbilulykke.
- Den er af ukendte årsager kommet ud i rabatten og kørt ned i en to meter dyb grøft, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Ingen er kommet til skade ved ulykken. Men politiet har været nødt til at lukke det ene motorvejsspor, da flere kranbiler er i færd med at trække det tonstunge køretøj, der kører med stykgods, op fra grøften.
Ulykken skete lidt efter klokken 2 natten til tirsdag, og politiet forventer, at trafikken igen ruller normalt på et tidspunkt mellem klokken 6 og 7.
- Hvis vi er heldige, bliver det klokken seks, lyder det fra vagtchefen.
Ifølge Trafikken.dk skal bilister og andre køretøjer i retning mod Køge i stedet dreje af motorvejen ved frakørsel 35 ved Ringsted Ø og benytte rute 14 til Roskilde.
/ritzau/