23948sdkhjf

Cabotagekampen er stadig levende

Alle, der ikke støtter DTL's kamp mod cabotage, er automatisk fjender, skriver Transportmagasinets branchepolitiske ekspert, Poul Rudolf, i denne klumme.
I DTLs hovedkvarter på Grønningen opfattes ordet cabotage som noget af det værste, der findes i vognmændenes nydanske ordbog. Cabotage er stort set roden til alt ondt i den danske vognmandsbranche. Derfor skal den bekæmpes. De, der ikke vil være med i kampen, udpeges automatisk som fjender.

Det fik ITD at mærke, da brancheforeningen i kølvandet på 3F-stormødet i Fredericia om cabotage tillod sig at bemærke, at tiden ikke var inde til at gøre cabotagen helt fri i Europa. Straks var DTL-direktør Erik Østergaard efter dem. Han ville have et klart "ja" eller "nej" til, om reglerne skulle skærpes. Ellers skulle ITD ikke gøre sig håb om at være med i den kamp, som alene udkæmpes af DTL, 3F og de traditionelt oprørske vognmænd fra FDL.

Der er ikke brug for falske toner i den renlivede sang om alle cabotagens ubehageligheder.

Måske var det lige lovlig smart af ITD at melde sig ind i "kampen" med den lidt provokerende cabotage-udmelding. Reaktionen fra DTL var forventelig. Provokationen blev yderligere forstærket af en supplerende opfordring til sammenhold og ikke mindst fornuft i den danske transportbranche.

Verbale tæsk

Nu er det ikke kun ITD, der normalt får verbale DTL-tæsk for at have en liberal holdning til cabotagekørsel. Hverken DI Transport, ATL og Danske Speditører går fri af kritik. Eneste undtagelsen er DI-branchedirektør Michael Svane, som tilsyneladende altid er fredet i cabotageslagsmålet.

Måske fordi han er tidligere DTL-direktør og havde en finger med i spillet af ansættelsen af Erik Østergaard som sin efterfølger. Men den slags udokumenterede påstande hører naturligvis til kategorien af de rene gætterier.

Fredet Svane

Det er en kendsgerning, at Michael Svane slap godt fra at komme med nøjagtig det samme budskab som ITD. Han fik også omkostningsfrit sagt, at problemerne ikke er den lovlige cabotage, men at det danske omkostningsniveau er for højt.

Med et sådant udsagn havde andre klart fået at vide, at det vil være en katastrofe for de mindre vognmandsvirksomheder og chaufførerne at afskaffe den danske model.

Selv om alle er enige om, at cabotagen ikke skal slippes helt løs fra 2014, som der er lagt op til i EU's hvidbog, er den alligevel en barsk modstander for de mange små og mindre danske vognmænd. Sammen med DTL har de udnævnt cabotage til den store skurk. Også selv om de har andre problemer at slås med.

Symbolske sejre

Nu skal man ikke undervurdere DTLs velsmurte pr-maskine. Den fungerer og opnår på cabotage-området små sejre i form af symbolsk opbakning. Også fra andre EU-lande. Men der er altså ikke ændret noget ved cabotage-reglerne. De er kommet for at blive. Det indre marked kan ikke rulles tilbage. Danmark slipper ikke af med den internationale konkurrence.

Alligevel fortsætter DTL ufortrødent kampen for sine medlemmers ve og vel. Med så minimale gevinstchancer kan man kun tage hatten af for foreningens ihærdighed, som har en ægte og loyal opbakning fra de faglige medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062