En Femer-begejstret tysker
Slesvig-Holstens regeringschef vil ikke bidrage til investeringer i tyske landanlæg, men han giver tilsagn om en ny bro og effektiv behandling af godkendelser
Den forrige regering under ledelse af Peter Harry Carstensens (CDU) spædede til med 60 millioner euro (447 mio. kr.) til tyske landanlæg, som skulle få forbundsregeringen til at indvilge i en fast forbindelse mellem Lolland og Fehmarn.
Det nej til medfinansiering er indskrevet i regeringsaftalen i Kiel, hvor SPD danner regering med det dansk-frisiske mindretalsparti SSW og De Grønne. De to mindre partier fokuserer på infrastruktur i Jyllands-korridoren eller er temmelig skeptisk over for den faste forbindelse.
Torsten Albig lægger dog ikke skjul på sin begejstring for projektet perspektiver og udvikling af kontakter mellem Østdanmark og Slesvig-Holsten ligesom i grænselandet med et fælles arbejdsmarked.
- Femertunnelen er ikke blot et betonanlæg under vandet, men et vækstrum mellem København/Malmø og Hamborg. Det vil være en psykologisk bro mellem danske og tyskere, sagde Torsten Albig under sit officielle besøg i København.
Den slesvigholstenske regeringschef havde en gave med til sine danske værter, som han underspiller af hensyn til sine alliancepartnere.
Det er en anmodning til forbundsregeringen om at sætte en ny bro mellem øen Fehmarn og Østholsten på den næste vejanlægsplan i 2015. Den eksisterende bro er en flaskehals ligesom Storstrømsbroen. De to eksisterende broer kan hverken kapere bil- eller jernbanetrafikken, når tunnelen åbner.
Intern tysk strid om landanlæg
Under sit besøg i København hørte Torsten Albig ikke danske bekymringer for, om striden mellem Kiel og Berlin om de 60 mio. euro kunne forsinke projektet. Delstaten har anlagt sag mod forbundsregeringen ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe.
- Hvis spørgsmålet var blevet taget op, ville jeg have svaret, at det er et internt tysk problem. Vi prøver at forklare, at det er forbundsregeringens opgave, siger Torsten Albig til Transportmagasinet.
Rundt om
den varme grød
Det samme siger den danske regering, som bevæger sig på kattepoter rundt om den varme grød.
- Det vil vi ikke blande os i fra dansk side, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF).
- Der er et internt tysk anliggende, hvem der skal bidrage til finansieringen. Det afgørende er, at man vedstår sig aftalerne fra tysk side. Alle ved, at en tunnel ikke er meget værd, hvis der ikke er tilknytning i begge ender.
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) konstaterer, at hans kolleger i Berlin og Kiel bekræfter, at aftalerne gennemføres om, hvornår dobbeltspor osv. skal stå færdig. Tilsvarende kan han love, at den danske side Storstrømsbroen er klar til åbningen i 2021.
- Vi er enige om at sikre en effektiv myndighedsbehandling, så de nødvendige godkendelser foreligger og anlægsarbejdet kan igangsættes i 2015, siger den danske minister.
Torsten Albig lader vide, at en SPD-ledet forbundsregering efter valget næste år vil have større forståelse for Femer-projektets europæiske betydning.