Brancheforening til Kina
Danske Maritime, der er brancheforening for danske virksomheder med maritime forretningsområder, deltager i ministerbesøg til Kina og Singapore.
Sammen med ministeren og den øvrige delegation, som blandt andre tæller Danmarks Rederiforening, skal Danske Maritime besøge en række virksomheder og institutioner, herunder værfter, rederier, universiteter og havne. Besøget i Kina og Singapore skal styrke mulighederne for et øget strategisk samarbejde mellem Det Blå Danmark og de store vækstmarkeder, som Kina og Singapore er.
Grønne maritime løsninger
- Asien og ikke mindst Kina er et vigtigt marked for den danske maritime industri. Det er derfor positivt, at erhvervs- og vækstministeren bakker op om vores erhverv og er opmærksom på de behov, vi har., siger Jenny N. Braat.
- Danske maritime produkter er højteknologiske, og danske maritime virksomheder er blandt de absolut førende, når det handler om grønne løsninger til energioptimering og nedbringelse af emissioner.
Fokus på patentbeskyttelse
Besøget med Ole Sohn i spidsen er med til at øge danske maritime virksomheders afsætningsmuligheder på de asiatiske markeder.
Danske maritime producenter er allerede i vidt omfang til stede i Asien, hvor langt de fleste fragtskibe bygges. Kina foretager i disse år massive investeringer inden for det maritime område, og der er således gode muligheder for at bygge videre på den markedsadgang, de danske virksomheder har.
Et af de områder, besøget vil fokusere på, er patentbeskyttelse. Det forventes, at Ole Sohn under besøget vil kunne underskrive en aftale med Kina, som giver de danske virksomheder mulighed for en hurtigere og mere effektiv behandling af deres patentansøgninger i Kina.