Vognmandsbranchen bløder
3F og DTL's fælles analyse om cabotage og piratkørsel følges op med krav om strammere fortolkning af EUs regel om tre ture og nej til liberalisering.
Det er konklusionen i en fælles rapport fra DTL og 3F med titlen "Cabotagekørsel i Danmark en rapport om et samfundsproblem", der er udarbejdet af Advice A/S med hjælp af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Hver ny ledig chauffør anslås det at koste staten 266.000 kroner om året alene i tabte skatteindtægter og udgifter til dagpenge.
De to krav
Adm. dir. Erik Østergaard, DTL, og gruppeformand Jan Villadsen, 3F, bruger rapporten som afsæt for to krav, som på forhånd har udbredt sympati på Christiansborg.
For det første bør EUs regler fortolkes strammere, så tre ture på syv dage ikke betyder nye tre ture ved at krydse grænsen. Teknisk defineres forslaget som en karensperiode på syv dage, når den internationale transport er afsluttet.
For det andet ønsker de to organisationer, at Danmark allerede nu meddeler i EU, at landet er imod en fuldstændig liberalisering af transportmarkeder om 18 måneder.
Rapporter med forskelligt fokus
DTL og 3Fs rapport kommer syv måneder efter ITDs rapport "Dansk vejgodstransport - et nøgleerhverv under pres", som var lavet af Copenhagen Economics.
ITD fokuserer på faldende produktivitet og konkurrence, dvs. relativt høje danske chaufførlønninger og skatter.
Ordet produktivitet findes ikke i analysen bestilt af DTL og 3F, som ser erhvervets misère i regulering og underbetaling, dvs. lempelig fortolkning af cabotage og misbrug.