23948sdkhjf

Scania moderniserer

Anlægget i Randers skal moderniseres. Scania vil forbedre kunde- og medarbejderfaciliteterne.
På Scania-anlægget i Randers er håndværkerne nu i fuld gang med arbejdet. Stort set alle administrations-, kunde- og medarbejderområder er blevet strippet for vægge, udstyr og inventar, så håndværkerne kan starte fra grunden med at etablere tidssvarende lokaler og faciliteter.

Det gælder blandt andet ny reception og indskrivning med opholdsområde for kunder og chauffører, ny administration for værksteds- og lagermedarbejdere samt nye omklædningsrum, badefaciliteter og toiletter for kunder og medarbejdere.

Formålet med moderniseringen er at opnå større komfort for kunderne, som blandt andet får adgang til TV-stue med internetadgang, te-køkken mv. Scania benytter samtidig lejligheden til at ændre indretningen af administrationen, så arbejdsgangene mellem værksteds- og reservedelsafdeling effektiviseres. Der bliver indrettet et åbent kontormiljø, så medarbejderne får et tættere og mere effektivt samarbejde ved betjening af kunderne.

Sideløbende med modernisering af kunde- og medarbejderfaciliteterne gennemfører Scania også en modernisering af reservedelslager og værksted. Her skal der isoleres og støjdæmpes. Der er monteret nye, isolerede porte overalt for at opnå et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne og reducere anlæggets energiforbrug og miljøbelastning.

Uændret drift

I byggeperioden har Scania etableret midlertidige administrations- og mandskabsfaciliteter i pavilloner i gården. Det betyder, at driften af Scania-anlægget kan fortsætte næsten upåvirket af byggeriet, som forventes at stå færdigt i slutningen af december 2012.

Investeringen udgør cirka 3,2 millioner kroner. Efter den gennemgribende renovering vil Scania i Randers råde over i alt 2.200 kvm. administration, lager og værksted.

På værkstedet er der 15 reparationspladser til både lastbiler og komplette vogntog. Scania beskæftiger i øjeblikket 15 medarbejdere på anlægget i Randers, men i løbet af de kommende måneder forventes medarbejderstyrken at vokse til knap 20 medarbejdere.

Parallelt med moderniseringen af Randers-anlægget er Scania også gået i gang med moderniseringer af anlæggene i Aarhus, Padborg, Sorø og Frederikssund.

I alt forventer Scania at bruge 12 millioner kroner på modernisering af sit servicenetværk frem til nytår.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144