Uheld var årsag til produktvalg
Når tempoet er højt, er der risiko for personskader. Det erfarede man hos CH Interfrugt, som tog konsekvensen og gennemgik alle procedurer med sikkerhedsbriller.
I alt kører 50 medarbejdere i treholdsskift og sørger for, at der dagligt sendes mindst 250 paller frugt ud fra adressen. Hver ordre ligger i størrelsesorden 200-350 kg.
- Med en omsætningshastighed på 1,6 pr. dag, der omfatter alle varer, skal alle arbejdsprocesser foregå effektivt, fortæller adm. direktør Kenneth Christensen fra CH Interfrugt.
- Når lastbilerne med de varer ankommer, bliver de tømt. Herefter skal kvaliteten af varerne kontrolleres og fordeles i de forskellige kølerum, alt efter hvilken temperatur de bedst opbevares ved.
- Så snart kunderne bestiller varer, lægges ordrerne direkte ind i vores computersystem. Ordren sendes videre til lagermedarbejderne, som plukker varerne ved at køre rundt i kølerummene på el-pallevognene, forklarer direktøren.
- Da tempoet er højt, kan det ikke helt undgås at truckføreren påkører paller. Det giver nogle skrammer hist og her, men ikke alvorlige personskader. I hvert fald ikke længere.
Arbejdsskader
Får kun få år siden havde CH Interfrugt nogle uheldige oplevelser på lageret, hvor truckførerne fik arbejdsskader af pallevognene.
- Dengang brugte vi el-pallevogne, hvor truckføreren stod på en ståplade, som kunne klappes op, når pallevognen ikke var i brug. Personskaderne opstod, fordi fødder og ben kom i klemme mellem den åbne ståplade og pallerne, eller hvis to pallevogne kolliderede.
CH Interfrugt fandt disse klemmeskader alt for farlige, og dette medførte, at virksomheden skiftede syv hurtigløbere ud med el-pallevogne fra Still af typen EXU-S 22. Denne model er forsynet med en fast platform, der er afskærmet på begge sider med en 8 mm stålplade. Derfor står truckføreren godt beskyttet, hvis kollisioner opstår.
Det er heller ikke muligt at stikke fødderne ud til siden på en sådan model, fordi førerpladsen er lukket og beskyttet.
Når truckføreren stiller sig op på førerpladsen, træder han ind på en affjedret platform, som aktiverer en kørekontakt. Dette arrangement betyder, at truckføreren skal stå korrekt på den beskyttede førerplads, før palletrucken kan køre.
Der sker heller ikke skader på godset, hvis man kommer til at køre ind i en palle. Trucken skubber blot pallen væk, fordi der er en langside, hvor godset flugter med den lukkede førerplatform.
Kørepolitik
- I dag har vi en såkaldt kørepolitik, fortæller lagerchef Brian Hyldig.
- Truckene kører i ring, og vi holder altid til højre. Grøntsagerne står i den rækkefølge, der passer med ordrelinjerne på den arbejdsseddel, som lagermedarbejderne plukker efter.
- Det hænder, at en truckfører opdager, at der er sprunget en vare over. Så kører han den direkte vej tilbage til varen og krydser dermed ind over kørselsretningen. Det er i dén situation, hvor truckføreren kører imod alle andre, at der kan opstå kollisioner.
I dag forårsager disse kollisioner ikke de klemmeskader, som man oplevede i gamle dage.
Nye vaner
- Det krævede lidt tilvænning og accept af den nye pallevogn, fortæller Brian Hyldig.
- Folkene kaldte trucken for "stridsvognen," men den skal have stor ros. Den er solid og kører uden problemer. Vi har et produkt, som virkelig er til at stole på.
Det har resulteret i, at firmaet skiftede de resterende hurtigløbere ud med endnu 12 nye Still-maskiner.
- Nu har vi 19 ensartede palletrucks, som alle skaber den fornødne tryghed og en perfekt sikkerhed for vore ansatte, fortæller adm. direktør Kenneth Christensen.
- For os er sikkerheden i højsædet. Både medarbejdernes sikkerhed og driftsikkerheden er vigtige parametre.
Tilfreds med leverandør
CH Interfrugt har et godt samarbejde med Stills servicemontør Johnny Drost Larsen.
- Han kender maskinerne rigtig godt. Vi sender blot en sms med navnet på pallevognen. Så klarer han resten, fortæller lagerchefen.
- De syv første maskiner, som nu er over to år gamle, har kørt mere end 1.300 driftstimer. Vi har faktisk ikke haft nogle tekniske problemer af betydning. Det eneste er, at vi har skiftet nogle slitagedele som for eksempel gaffelhjul.