Rokade: SF skifter trafikordfører
Anne Baastrup afløses af Jonas Dahl.
Anne Baastrup vurderer, at hun IKKE kan være både gruppeformand og trafikordfører. Hun vil dog ikke forlade trafikudvalget, hvor hun blot blive menigt medlem.
Vedtages endeligt i næste uge
Den ny fordeling af ordførerposterne vedtages på et gruppemøde på tirsdag den 23. oktober, men allerede nu synes valget at falde på Jonas Dahl, mener Transportmagasinets Christiansborg-medarbejder, Claus Djørup.
Jonas Dahl er aktuelt finans-, forsknings- og sundhedsordfører. Den ny trafikordførers første opgave er de igangværende forhandlinger om en ny Storstrømsbro.
Baastrup kæmpede for vognmænd
Anne Baastrup blev landskendt i vognmandsbranchen, da hun for godt to år siden tog fat på de urimeligt store straffe for små overtrædelser af køre/hviletidsreglerne.
Hun videreførte endvidere den Femerbro-venlige politik, som blev lagt af forgængeren på ordførerposten, Pia Olsen Dyhr.
Anne Baastrup har også kæmpet for kollektiv trafik. Hun var en af personerne bag aftalen om 1,1 milliard kroner til kollektiv trafik - hvert år. Og der er ikke sat en slutdato på aftalen. Det var den aftale, der kom i stedet for den forliste betalingsring i København.