Havne-noter
Kort nyt fra havnene.
Havnearbejdere i flere danske havne gennemførte i sidste uge faglige møder i sympati med de portugisiske havnearbejderes strejke. Havnearbejderne i blandt andet Aarhus og Aalborg ser med stor bekymring på det, der sker i Portugal, skriver www.arebejderen.dk og fortsætter:
"Portugal har fået en såkaldt hjælpepakke fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Portugals regering skal til gengæld liberalisere forholdene i havnene. Der skal åbnes for at andre end havnearbejdere kan losse og laste skibe. Og der skal skabes konkurrence i havnene mellem virksomheder, der arbejder med losning og lastning. Det er denne havneliberalisering, portugiserne stritter imod.
Venter stadig på tunnel
Mens første etape af Marselistunnel-projektet i Aarhus forløber efter planen, kender man ikke endnu starttidspunktet for anden etape - byggeriet af selve tunnelen under Marselis Boulevard til havnen. Finansieringen er på plads. Man venter blot på en EU-prækvalifikation på arbejdet. Første etape, omlægningen af Åhavevej fra motorvejen til Langehusbroerne, vil være afsluttet i sommeren 2013.
CMP og Helsingborg i samarbejde
Copenhagen Malmö Port og Helsingborg Havn vil undersøge mulighederne for at skabe en fælles havnemyndighed. Målet er at skabe en ny, stærk havneoperatør for Øresundsregionen, hvilket vil give bredere udbud tjenester. "De to havnes aktiviteter supplerer hinanden godt. Ved at fokusere på vores eksisterende ekspertiser kan vi øge effektiviteten og forbedre vores kundetilbud. Forstærket samarbejde vil også give os mulighed for at undgå, at vi investerer i de samme ting," lyder det i en fælles udtalelse.
Verdens største borerig i Esbjerg
Verdens største jackup-rig, Mærsk Innovator, ankom sidste weekend til Esbjerg. Riggen, der i 2003 kostede to milliarder kroner, har aldrig tidligere har været ved kaj. Den er placeret ved Jutlandia Terminalen i Sønderhavn, skriver Maritime Danmark.