Citan-premiere i København
Den europæiske motorpresse er disse dage samlet i København for at se nærmere på Mercedes-Benz' nye mini-varebil, Citan.
I starten af oktober kommer den ud til de danske Mercedes-forhandlere - men i disse dage kører 30 eksemplarer af dem rundt i København, hvor de bliver testet og prøvekørt af journalister fra 26 europæiske lande.
- Mere end 300 journalister kommer til København i løbet af de 10 dage, prøvekørslerne varer, fortæller Lars van het Erve, der er informationschef hos Mercedes-Benz Danmark.
- Vi føler det som en stor ære, at København er blevet valgt. I virkeligheden er det også en fin reklame for byen, fordi der bliver taget en masse billeder af Citan'en i københavnske omgivelser.
Derfor København
Når man spørger lederen af Mercedes' varebilsdivision, Volker Mornhinweg, siger han, at København er en ideel by for den lille varebil.
- København har masser af små butikker og erhvervsdrivende, som er afhængige af hyppige og præcise leverancer. Chauffører og håndværkere skal kunne komme hurtigt og sikkert frem i tæt trafik og smalle gader med masser af fodgængere og cyklister.
- Det er i et sådant travlt miljø, at en lille og kvik bil som Citan virkelig kommer til sin ret.
Om bilen lever op til forventningerne kan man finde ud af i næste uge, når Transportmagasinet udkommer med en anmeldelse af Citan'en.
Få et lille smugkik
Ønsker man et smugkik på en af de nye varebiler, kan man med held tage ned ved Toldboden i København i denne uge. Her tager journalisternes prøvekørsler sit udgangspunkt.