Støtteparti kæmper imod en motorvej til Holstebro
Enhedslisten kæmper imod motorvejen, mens Socialdemokratiet overvejer Venstres forslag om salg af statslige aktiver.
Trafikordfører Henning Hyllested (EL) er "grundlæggende imod". Han vil hellere have en udbygning af den kollektive trafik og genopretning af nedlagte buslinier. I givet fald skal motorvejen finansieres af trafikforligspartiernes egen pulje, hvor Enhedslisten netop ikke sidder med.
- Den motorvej er lavet som en studehandel i Venstres regeringstid, siger Henning Hyllested.
- Det var aflad for Venstre, der blev upopulær på at lukke sygehuset i Holstebro og blødte vælgere og medlemmer i Vestjylland. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at der ikke bliver bygget en motorvej, siger han.
Venstre foreslår en motorvej vest om Herning til Holstebro Nord. Prisen er 3,9 milliarder kroner plus 30 procent i budgetreserve, så der skal findes 5 milliarder kroner. Dem vil partiet hente ved at sælge vaccineafdelingen hos Statens Seruminstitut, bookmakerdelen af Danske Spil samt skove og bygninger.
Trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) fastslår, at dette projekt ikke skal finansieres via infrastrukturfonden, som indgår i trafikforliget.
Trafikordfører Leif Mikkelsen (LA) er enig, at motorvejen ikke skal finansieres over fonden.
- Den må på finansloven, siger han.
- Regeringen har lovet den motorvej, og det har oppositionen også, dengang de var regering.
S står ved løfte
Trafikordfører Rasmus Prehn (S) står ved løftet om en motorvej til Holstebro. Han udelukker ikke finansiering via salg af statslige aktiver.
- Det skal forhandles i regi af finansministeren, og der kan tales både for og imod Venstres forslag. Én ting er sikkert: Socialdemokratiet er meget interesseret i at finde en løsning for Holstebro-motorvejen. Det har vi stillet i udsigt sidste år, og det har vi tænkt os at realisere, så borgerne i Vestjylland bliver ikke snydt i forhold til motorvejen, siger Rasmus Prehn.
- Regeringen har ikke indstillet arbejdet med projektet, understreger han:
- Der pågår en VVM-undersøgelse, og det er først for nylig, at de sidste svar er kommet ind. Der skal være tid til at håndtere det.
S-ordføreren vil først lægge sig fast på linieføringen, når han har kigget på lokale indsigelser og været i dialog med lokale borgere.
VK-aftale
En motorvej til 2,5 milliarder forbi det kommende supersygehus i Gødstrup blev lovet i VK-regeringens finanslovaftale i efteråret 2010 med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Her var finansieringen salg af statslige aktiver, som dog ikke blev specificeret.
VVM-redegørelsen for motorvejen var i høring til 27. august. Vejdirektoratet er i gang med at udarbejde det endelige beslutningsgrundlag. Den skrabede model til Holstebro Syd koster 2,3 milliarder.
Motorvejen vil kunne stå færdigt i 2018, hvis der træffes en politisk beslutning i efterårets finanslovforhandlinger.
Ekstra trafikmilliarder
På den måde handler efterårets finanslovforhandlinger om, hvorvidt der i runde tal er 4, 8 eller 12 milliarder kroner til trafikprojekter. Det afhænger af, om Storstrømsbroen og/eller Holstebro-motorvejen finansieres over fonden.
Ifølge finanslovforslagets opgørelse er der 156,9 millioner kroner tilbage i kassen til nye projekter. Det øges til 4 milliarder, hvis Storstrømsbroen overføres til Femer-projektet.
Kristian Pihl Lorentzen opremser nogle af de projekter, som står i kø ved pengekassen:
Sidste etape på udvidelsen af Køgebugtmotorvejen.
3. etape af Frederikssundsmotorvejen.
Udvidelse af Kalundborgmotorvejen.
Opgradering af rute 26 ved Århus.
Udvidelse af den vestfynske motorvej.