Bilsalget i kraftigt fald
Både salget af varebiler og lastbiler gik kraftigt ned i september 2012. Personbilsalget holdt sit høje niveau.
Varebilssalget dykkede med 25 procent i september 2012 i forhold til samme måned sidste år. Dermed var de positive tendenser fra første halvår brudt. Kun 1.746 nye varebiler kom på gaden mod hele 2.327 i september 2011.
- Varebilssalget er faldet betydeligt i den forgangne måned. Selv om det er i tråd med tendensen i erhvervslivet, er der alligevel overraskende, at faldet er så markant, siger adm. direktør Bent Mikkelsen fra Danske Bilimportører.
- September 2011 bød på et meget flot salg. Derfor er det muligt, at der er tale om en periodeforskydning, men vi vil følge udviklingen nøje i de kommende måneder.
Lastbiler: 27 pct ned
Indregistreringen af nye lastbiler faldt ligeledes i september. Der blev indregistreret 248 nye lastbiler et fald på 27 procent sammenlignet med september sidste år, hvor der blev solgt 340 lastbiler.
- Nyregistreringerne af lastbiler er vokset pænt de seneste måneder, men nu kom der så en korrektion, siger Bent Mikkelsen.
- Der er tale om betydelige procentvise ændringer. Markedet er ikke stort. Dermed virker de månedlige procenttal kraftigere, end tilfældet er. Samlet set er lastbilsmarkedet vokset svagt over årets første 9 måneder. Det svarer ganske godt til vores forventninger til hele året, slutter Bent Mikkelsen.
Privatbiler - en halv procent op
Salget af privatbiler voksede svagt og holdt sig dermed på et meget højt niveau i september 2012. Fremgangen på en halv procent sammenlignet med september sidste år, blev sikret af stor købelyst blandt de private forbrugere. Samlet set resulterede det i, at der kom 13.923 nye biler på gaden i september.
- Mens salget til erhvervslivet er dykket med en tredjedel sammenlignet med september sidste år, er salget til private vokset, så det mere end kompensere for det lave erhvervssalg og trækker markedet i plus, siger Bent Mikkelsen.
Det er i meget stor grad de mindste biler, der holder markedet i gang. Hvor det i september sidste år var cirka hver anden bil, der tilhøre den mindste klasse er det i år to ud af tre nye biler. Det er et mønster, som vi forventer fortsætter i de kommende måneder.