Vi holder for rødt for milliarder
Lyssignalerne på de danske veje virker langt fra optimalt, konkluderer rapport fra Vejdirektoratet.
Lyssignalerne er nemlig i vid udstrækning ikke koordineret eller indstillet korrekt eller slet og ret defekte eller umoderne.
- Der er nogle af signalanlæggene, der ikke fungerer, som de er tiltænkt. Og det betyder, at der er trafikanter, som vil opleve uhensigtsmæssige forsinkelser, konstaterer vej- og trafikchef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
Faktisk vurderer rapporten, at en optimering af de danske lyskryds kan spare samfundet for 1,3 milliarder kroner om året.
Og det kræver vel at mærke kun en investering på cirka 10 millioner kroner om året.
- Det er virkelig et sted, hvor der kan gøres noget for at reducere trafikken og forbedre trængslen. Det er overraskende, at der er så meget at hente på noget så relativt simpelt, siger Jens Peder Kristensen
Han er formand for foreningen ITS Danmark, der arbejder for at udbrede intelligente trafiksystemer.
- Lyssignalerne på de mindre centrale strækninger er virkelig forsømte og får lov til at passe sig selv, selvom trafikforholdene ændrer sig, eller censorerne i vejen holder op med at fungere, vurderer Jens Peder Kristensen.
Vejdirektorat har allerede skærpet kravene til vedligeholdelsen af lyssignalerne på de statslige veje, og hos Kommunernes Landsforening (KL) er man lydhør over for rapportens budskab.
- Jeg er overrasket over, at der skulle være så store forbedringsmuligheder, og jeg vil gerne se det udmøntet i praksis.
- Men jeg tror, man vil tage positivt imod det i kommunerne og se, om der er noget, man kan gøre bedre, siger formand for KL's miljø- og teknikudvalg Martin Damm (V).
/ritzau/